Som TV2 Nyhederne oplyser i en artikel i dag, findes der ca. 16.000 såkaldte skræmmeskilte i Danmark. Altså skilte, hvorpå der fx står “Privat”, således at folk bliver skræmt fra at gå ned ad en vej, selvom de faktisk godt må gå der.
Man kan som vejfarende løse problemet ved at bede kommunen undersøge vejens status – men det er selvfølgelig for tung en fremgangsmåde, med mindre man ofte kommer forbi stedet.
Selv kigger jeg efter andre skilteinformationer, før jeg beslutter mig for ikke at betræde en vej eller sti. F.eks. hvis der eksplicit står noget med forbud. Deciderede afspærringer skal man selvfølgelig også være påpasselig med at ignorere, men man bør påklage dem, hvis de ser ulovlige ud.
Til gengæld er jeg modstander af den naive tilgang, hvor man hellere er “safe than sorry” og undlader at gå på veje og stier, når der er den mindste tvivl om, om man må – for så gør man jo præcis som de lodsejere, der overtræder loven, ønsker.
Min største bekymring er dog ikke skiltene som sådan. Jeg er mere bekymret over, at lodsejere lidt for ofte får medhold i kommunerne, når de ønsker at spærre en vej af. For her vil der jo være tale om et egentligt tab af adgang til naturen for offentligheden, og oftest vil tabet være permanent.
/Jacob