Løbssæsonen 2022 bød på syv landevejsløb for mit vedkommende. Jeg var faktisk interesseret i at køre endnu flere, men det er svært, fordi der kun arrangeres et beskedent antal motionscykelløb i Danmark. Og dem, der er, ligger oftest så tæt i det sene forår og det tidlige efterår, at man som deltager må prioritere det ene løb på bekostning af det andet.
Det første løb, jeg kørte, var dog placeret usædvanligt tidligt i kalenderen, nemlig En Forårsdag i Hell-singør. Det blev afviklet 10. april og er dermed nok det tidligste cykelløb, jeg nogensinde har kørt. (Jeg har engang kørt Amstel Gold Race, som lå en uge senere.)
Her er en kort gennemgang af, hvordan det gik i de syv løb:
En Forårsdag i Hell-singør, Nordsjælland, april, 74 km:
Løbet er et slags hybridløb, hvor belægningen både er asfalt og skovveje. Det betyder, at man i feltet ser forskellige valg af cykler: gravelbikes, landevejsracere og enkelte mountainbikes. Jeg stillede op med almindelig racer (jeg har heller ikke andet!) og trøstede mig med, at jeg har tykke dæk på og derfor var godt beskyttet mod punkteringer. Det kom også til at holde stik, men der var til gengæld et par steder undervejs på ruten, hvor hjulene gravede sig lige lovligt langt ned i underlaget. Mest udfordrende var dog de berygtede brostensstykker ved Gurre – der turde jeg ikke andet end at skrumle over med 10-12 km/t. Gennemsnitsfarten i hele løbet blev noget af det langsomste, jeg har præsteret, hvilket ikke kun skyldes det bøvlede terræn, men også, at feltet blev splittet allerede inden frigivelsen af løbet (!), og jeg kom til at sidde i en mindre og ikke specielt hurtig gruppe. På det sidste skovstykke på anden runde blev jeg sat, således at jeg kørte i mål sammen med en enkelt anden rytter.
Grejsdalsløbet (Udfordringen), Østjylland, maj, 83,5 km:
Jeg har kørt dette løb en gang før, nemlig i 2011, og så har jeg deltaget i Kongeetapen et par gange også, så jeg mødte kun få helt ukendte veje denne gang. Én af grundene til, at jeg valgte Udfordringen, var, at den ikke har de helt stejle vejlensiske stigninger med – derfor kan jeg køre på den af mine racere, der har almindelig gearing. Min strategi var at gøre alt for at holde mig til de stærkeste i startboksen, så længe jeg kunne, for der var modvind på den første del af løbet, og der er det jo ekstra vigtigt at være i en gruppe. Planen lykkedes faktisk, om end det krævede to gange i det røde felt allerede inden for de første 10 kilometer. Ude i Vejle Ådal havde jeg en lidt presset situation med en nedkørsel, en smal bro og en modkørende bil med trailer, og det var også her, at jeg mistede kontakt med den gruppe, jeg kørte i, men på forunderlig vis kom jeg hen mod slutningen af løbet til at sidde i omtrent den samme gruppe alligevel. Her var kræfterne dog også ved at være brugt op, og allerede tidligt på rutens sidste stigning på Kærbøllinghusevej – en stigning, jeg ikke havde prøvet før – måtte jeg slippe, helt forventeligt. Gennemsnitsfarten endte på 32,3 km/t. Det er en lavere fart, end den jeg normalt gennemfører motionsløb med, men med de næsten 1000 højdemeter, som man skal overkomme, er det jo også en langt hårdere rute end den almindelige danske landevejsrute.
Tour Re Tour, juni, Nordøstfyn, 63,5 km:
Dette løb med start og mål i Munkebo på Fyn er et godt løb at få selvtillid af, da ruten er ganske hurtig. Jeg havde dog ikke helt så meget held med mig denne gang som ved de to foregående deltagelser. Jeg blev nemlig sat af hovedfeltet blot en tredjedel inde i løbet, og kun fordi jeg ved et tilfælde kom til at sidde med to stærke ryttere efterfølgende, blev det til en pæn gennemsnitsfart på 36 km/t. På de sidste kilometer kom flere ryttere op bagfra. Det gav en lille fartnedsættelse, og på grund af den kom jeg til at sidde helt fremme i gruppen. Ud fra kilometertallene på min GPS vurderede jeg, at der kun var få hundrede meter til mål, så jeg gav den et skud fra spids, men der var lige lidt længere til stregen end beregnet, og jeg blev overhalet af adskillige ryttere på opløbsstrækningen. Men egentlig var det meget sjovt bare at sidde først, så længe det varede. Det er ikke så tit, det sker!
Søen Rundt, Sydsjælland, juni, 95 km:
Knald på fra begyndelsen! Det var tydeligt, at der var mange stærke ryttere til start, og da den første halvdel af ruten samtidig er flad, skød speedometeret godt i vejret. Den første gode halve time kørte jeg med 40 km/t i snit, men vejene er smalle og snoede, og til sidst knækkede feltet. Jeg fik så selskab af en styrtet rytter, der nok var en af de hurtigste i feltet, og ham formåede jeg at følge frem til de hårde bakker ved Tystrup Sø. Her kom jeg til at sidde alene – enhver løbsdeltagers mareridt -, men snart kom der er en god gruppe op med især én førevillig rytter. Det reddede løbet for mig, for ellers havde det været hårdt i modvinden hjem. Gennemsnitsfarten endte på 35,8 km/t, hvilket gør det til sæsonens mest vellykkede løb, den lange distance taget i betragtning. At der blev givet gas generelt, blev understreget af, at der var et par af løbets førende ryttere, der styrtede alvorligt omtrent halvvejs og måtte køres på hospitalet.
P.S.: Søen Rundt var faktisk det første cykelløb, jeg nogensinde kørte. Det var tilbage i 00’erne, og jeg fik noget af en lærestreg dengang, da jeg bøvlede lidt med at få skoen klikket i pedalen og derfor mistede kontakten til hovedfeltet allerede efter 200 meter!
Hedeboløbet, Østsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er endnu et af de løb, jeg har kørt flere gange. Ruten er ikke ret kuperet og derfor hurtig. Startgrupperne har det dog med at være små, så det er ikke en type løb, hvor man kan sidde nede bagi og lade andre tage vinden fra start til mål. Faktisk blev det sådan denne gang, at jeg tog en del føringer. Det er på den ene side dårligt for gennemsnitsfarten, på den anden side giver det også selvtillid, at man føler sig som en af de stærkeste i gruppen. Et lidt ærgerligt indslag på ruten er et lysreguleret kryds 10 kilometer fra mål. Her kan der være tvivl om, om man må bruge venstresvingsbanen eller skal krydse lige over og vente på grønt. De fleste i min gruppe valgte det sidste, hvilket vist gjorde de par stykker, der valgte den første mulighed, lidt forlegne. Gruppen blev samlet til sidst, og der kom en spurt ud af det. Vi regnede med, at det var for den samlede sejr, men bagefter viste det sig, at der åbenbart havde været to hurtigere ryttere i startgruppen før os. Det er den slags situationer, der kan opstå, når der er startgrupper. Jeg blev nummer tre i min startgruppe, samlet nummer fem.
Tour de Vest, Nordøstsjælland, september, 71,5 km (65,5 km):
I Tour de Vest, der har målområde i Glostrup, er felterne ikke opdelt i startgrupper. Der er til gengæld en stor masterstart med motorcykler, hvilket skulle sikre, at rytterne kommer sikkert ind på ruten, når de forlader den bymæssige bebyggelse. Dette koncept fejlede dog grumt i år, da dem, der sad forrest, drejede forkert ud ad en rundkørsel. Et eksempel på, at få menneskers fejlbeslutninger kan føre en masse andre på afveje! Fejlen blev først erkendt sent, så omvejen blev på over 6 kilometer i alt. Ud fra den betragtning anser jeg en snitfart i mål på 35 km/t for ret pænt, især da modvinden på den sidste del minimerede lysten til at tage føringer i gruppen. De sidste par kilometer af løbet var næsten lige så farceagtige som starten – nogle ryttere kørte venstre om i en rundkørsel, og endnu flere møvede sig forbi biler og overfor rødt lys i det sidste store kryds. Det var ikke kønt, men det viser jo bare endnu en gang, at målområder inde i byer er noget hø.
Værtens Mindste Broløb, Sydsjælland, september, 65,5 km (66,5 km):
Jeg kender ingen andre løb, hvor masterstarten foregår så langsomt som her. Farten når ikke meget op over 20 km/t, hvilket føles decideret akavet, når man sidder i et samlet felt, hvor alle har friske ben. Det, der så var specielt for dette års udgave (jeg har kørt løbet hele fem gange nu), var, at farten derefter blev ved med at ligge på et moderat niveau. Det var nemlig tydeligt, at de stærkeste ryttere havde valgt en ny og længere rute i år, således at der på den sædvanlige rute kun var deltagelse af det, man kunne kalde ”det tynde øl” – deriblandt undertegnede! Én rytter gik i udbrud tidligt, jeg kørte op til ham, og så meldte jeg ud, at jeg trods alt hellere ville blive liggende i gruppen frem for at køre i en tomandsgruppe i modvind de næste 30 kilometer. Så vi lod os begge falde tilbage, men selvfølgelig med det i baghovedet, at der lå en ”podieplads” og ventede forude. Godt halvvejs skete noget uventet: Frontgruppen fra den lange rute kom susende forbi os. Jeg tog en rask beslutning og gjorde alt for at koble mig på denne gruppe. Det gjorde udbrudsmanden fra tidligere også, og det lykkedes for os begge, mens ingen af de andre fra hovedfeltet kom med i slipstrømmen. Efter en halv snes kilometer måtte jeg slippe eliterytterne (et par af dem ex-proffer), og så var regnestykket egentlig bare, at jeg skulle have vundet nok tid til at holde hovedfeltet bag mig, da det gik hjemover i medvind (og regn). Det kom til at passe, og jeg fik en sjælden topplacering – en andenplads -, selvom man selvfølgelig må erkende, at der var adskillige bedre ryttere til start i Karrebæksminde denne dag.
Og så sluttede løbssæsonen 2022. Her er en beskrivelse af mine løb året før: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2021/10/16/syv-nederlag-ud-af-syv-et-ar-i-en-motionists-cykelkarriere/
/Jacob
