I H.C. Andersens eventyr “Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen” kan man læse om den mystiske dis ved aftentide: “Solen gik ned, rød og stor; Engen dampede, Mosekonen bryggede.” Det er et ældgammelt fænomen at forbinde vejrforhold med fiktive væsner. Men der findes selvfølgelig også videnskabelige forklaringer.
Den meteorologiske betegnelse for mosekonebryg er udstrålingståge. Udstrålingståge dannes i klart vejr, når luftens temperatur på grund af udstråling falder til dugpunkttemperaturen. Denne form for tåge lægger sig typisk i lavninger i terrænet – især ved søer og moser, hvor der er lidt mere fugtighed i luften.
En anden forudsætning for mosekonebryg er vindsvagt vejr, og vindsvagt er der jo alt andet lige oftere i lavninger.
Som man kan se på mine billeder fra i aftes, har fænomenet så at sige tre lag: Nederst græs med dugdråber på stråene, dernæst et hvidt tæppe af dis og derover klar luft. Stedet befinder sig en halv snes meter fra bredden af en sø, og der er læ til flere sider, så alle kriterier var til stede for at kunne se dampen fra mosekonens køkkenaktiviteter.
Et kuriøst aspekt ved udtrykket “mosekonen brygger”: Man kunne tro, at det henviser til gamle sagn og myter, men faktisk er det yderst sparsomt med overleverede fortællinger om mosekoner. På Den Store Danske kan man således læse: “Når H.C. Andersen i nogle eventyr og historier giver mosekonen krop og væsen, er det uden folkelig hjemmel.”
