Normalt belemrer jeg ikke læserne af denne blog med egne præstationer og fiaskoer i mit beskedne motionistliv, men her vil jeg gøre en undtagelse. Jeg har nemlig tænkt på, at de sportslige dramaer, der udspiller sig under motionscykelløb, nærmest aldrig omtales, selvom mange af de løbsdeltagere, der typisk slutter langt fra podierne (inklusive undertegnede), kører sig lige så meget i hegnet som eliterytterne. Så her er et indspark fra andet geled.
Selv har jeg for længst valgt den strategi, at hvis jeg stiller op til et løb, så er det for at presse mig selv mest muligt og cykle hurtigst muligt. At køre kontrolleret og langsomt kan man jo gøre derhjemme!
Det, der så er lidt drilsk ved lige netop cykelløb, er, at man ikke bare kan vælge sit eget tempo, hvis man vil opnå det optimale resultat. Der er nemlig fordele ved at ligge på hjul af andre undervejs, og derfor kan det alt andet lige betale sig at bruge kræfter på at hægte sig på dem, der måske er en my bedre end én selv. Bagsiden af medaljen er, at man nemt syrer til og derfor kan mangle overskud på den sidste del af ruten. Med andre ord er der flere parametre, der skal passe sammen, for at man får et optimalt løb. Som regel knækker elastikken før eller siden, og så er det altid spændende, hvordan tingene udvikler sig derefter.
Jeg vil nedenfor beskrive de syv motionsløb, jeg har kørt i 2021. Særlig fokus er på, hvor og hvordan det ”gik galt”.
Sorø Classic (Sjælland), maj, 52,3 km:
Et løb, jeg har deltaget i en håndfuld gange. Løbet har karakter af skærsild, dvs. der er nogle hårde bakker tidligt på ruten, som er afgørende for, hvordan resten af éns løb går. Der har været en enkelt gang, hvor jeg klarede mig godt gennem den første tredjedel og kom i mål med en snitfart på over 35 km/t, men normalt – og således også i år – ryger jeg af den forreste gruppe og ligger derefter sammen med en mand eller to, og det betyder jo langsommere tempo, næsten uanset hvor hårdt man kæmper.
Måden, jeg blev sat på: Højt tempo på stigninger.
Mors Rundt (Jylland), juli, 65,7 km:
Ruten ligger på den sydlige halvdel af øen Mors, hvor der ikke er ret kuperet. Men efter seks km er der en gedigen stigning, og på den måde kan der – som i Sorø Classic – ske en udskilning meget tidligt. Af samme grund gav jeg alt, hvad jeg havde i mig på denne bakke (nok den højeste energiudladning i hele sæsonen), og det lønnede sig, for den følgende time kunne jeg sidde i en stærk gruppe, der holdt en snitfart på 40 km/t. Der var ganske meget læ i gruppen pga. dens størrelse, og når jeg fik problemer med accelerationer, blev jeg reddet af, at der kom mange ryttere op bagfra, som jeg kunne hægte mig på. Jeg endte med at køre de 67 km med 39 km/t i snit, hvilket er det hurtigste i et løb nogensinde for mit vedkommende. Bakker kan være meget fedt, men et hurtigt løb er bestemt også fedt!
Måden, jeg blev sat på: Hen mod slutningen sad jeg i en mindre gruppe og tog en enkelt føring, hvorefter de andre kørte udenom, uden at jeg kunne følge med.
Kongeetapen (Jylland), august, 97,6 km:
Kongeetapen for motionister finder sted samme dag som de professionelles Kongeetape i PostNord Danmark Rundt. Motionistløbet har været afviklet i en længere årrække, og jeg har deltaget i det et par gange før. Det er en logistisk bøvlet omgang, fordi man starter ét sted og slutter et andet, men det er tillokkende, at ruten foregår på den samme rute, som den proerne kører. Ja, og så er det jo en barsk ruteprofil med de knaldhårde stigninger i Vejle Ådal og i selve Vejle. Denne gang gik starten i Vamdrup – vinden var gunstig, og indtil Egtved stødte vi kun på enkelte stigninger. Men så gik det løs, og jeg fik overraskende tidligt krampefornemmelser i begge lår. Cirka halvvejs gennem de 97 km måtte jeg slippe frontgruppen, og resten af turen stod på få medryttere og himmelhøje stigningsprocenter. Kramperne gjorde mig nervøs for Kiddesvej, men takket være min ekstra klinge foran, fik jeg kæmpet mig op og i mål. Det er første gang i mange år, at jeg har haft kramper til et cykelløb.
Måden, jeg blev sat på: Højt tempo på stigninger.
Rundt om Rold (Jylland), august, 55 km:
Ved Rebild Bakker er stigningerne ikke helt så stejle som ved Vejle. Men der er mange højdemeter, og derfor er det ikke et løb, man sætter fartrekorder i. Lidt paradoksalt var det ved et kryds, at jeg blev sat fra den gruppe, jeg ellers havde koblet mig på. Der var tale om først et sving til højre ad en cykelsti og lige derefter et venstresving over vejen. Farten kommer langt ned sådan et sted, og jeg fik fornemmelsen af, at en af de andre i gruppen benyttede lejligheden til at tage en hård føring på vej væk fra krydset. Bum – jeg var sat, og så måtte jeg alliere mig med nogle af de andre slagne. Det er ofte, at sving og chikaner er årsag til, at jeg bliver sat fra en gruppe – oftere end bakker, vil jeg faktisk sige. Det skyldes, at skarpe sving følges af hårde accelerationer, mens en bakke som regel begynder blødere. I de fleste tilfælde har bakkerne dog alligevel spillet ind – de har tvunget pulsen op i det røde felt og gjort mig mere sårbar overfor temposkift.
Måden, jeg blev sat på: Opbremsning ved sving og derpå følgende acceleration.
Tour de Vest (Sjælland), september, 67,8 km:
Efter tre løb i Jylland var jeg nu tilbage på ”hovedøen”, og det var til et løb, som jeg har kørt før. Ruten vest for København er lidt kroget, men der er ingen store bakker, så der er gode chancer for at cykle hurtigt her. Lidt skuffende blev jeg dog sat efter ca. 20 km (det er sket lidt for tit for mig i årets løb!) – det var det sted på ruten, hvor terrænet er mest krævende. Jeg fandt dog snart en ny ganske god gruppe, omend flere af de stærkeste ryttere i den havde en irriterende vane med at køre helt ude i højre side af vejen, når de tog føringer. På et tidspunkt var jeg også røget bag af dansen her, men som ved et slags mirakel blev de andre i gruppen bremset af trafik ved et kryds, og så kunne jeg komme op til dem igen. Mere held end forstand! Næste gang jeg deltager i Tour de Vest, skal målet være at holde mig i samme gruppe fra start til mål.
Måden, jeg blev sat på: Forhøjet tempo i stigende terræn kombineret med skarpt sving.
Værtens Mindste Broløb (Sjælland), september, 72,6 km:
Ruten har start og mål i Karrebæksminde og minder i sværhedsgrad lidt om den i Tour de Vest. Første gang jeg kørte det – i 2017 – gennemførte jeg med 37,1 km/t i snit, hvilket jeg ikke var i nærheden af i år. Det blæste en del, og efter cirka 30 km sad jeg på det yderste af en vifte, hvor frontmanden gik til stålet i sidevinden. Pludselig blev jeg ”skubbet” væk af to andre i gruppen, som ikke var kommet med på viften, og det betød faktisk, at jeg umiddelbart efter sakkede agterud. Den måde at blive sat på har jeg ikke prøvet før! Derefter fulgte en snes kilometer i ensom majestæt. Det er altid en svær situation at være i, for man ved aldrig helt, om der kommer nogen op bagfra. Det gjorde der så i dette tilfælde, og jeg fulgtes det sidste stykke af vejen med den gruppe.
Måden, jeg blev sat på: Positionskamp på vifte i hård sidevind.
Proowned Classic – DM for motionister (Sjælland), oktober, 60,3 km:
Løbet var specielt på den måde, at det foregik på en rundstrækning og kun den. Runden er 12 km lang, dvs. jeg skulle køre den fem gange for at gennemføre 60 km. Ruten er bakket, kulminerende med en af Sjællands største stigninger, Dønnerupbakken, på næsten 50 højdemeter. Det var på forhånd helt urealistisk for mig at koble mig på de forreste, for det var virkelig et muskuløst felt med flere tidligere topidrætsfolk. Da der samtidig var relativt få deltagere, var der langt mellem felterne, og endnu en gang kom jeg til at befinde mig i smågrupper à 2-4 mand. Det blev et langsomt løb for mit vedkommende – lige under 32 km/t i snit -, hvilket dog skal ses i lyset af, at ruten har et antal højdemeter svarende til, hvad man vil møde i Vejle-området.
Måden, jeg blev sat på: Forhøjet tempo i stigende terræn kombineret med skarpt sving.
Hvis man skulle oddse på de cykelløb, jeg deltager i, vil jeg sige, at det som regel vil give overskud at satse på, at jeg slutter i den bedste tredjedel af feltet. Det hænder dog også, at jeg slutter langt tilbage – ikke pga. dårlig form (min form er ret konstant henover sæsonen), men fordi styrken blandt deltagerne kan variere en del fra løb til løb.
Min gennemsnitlige puls i ovenstående løb ligger på 85%-89% af maks. Gennemsnitspulsen er dog ikke noget særlig godt parameter for, hvor hårde løbene hver især har været for mig. Et hårdt løb har oftest budt på mange accelerationer med dertil hørende skarpe stigninger i pulsen, hvilket er mere udmarvende, end hvis der cykles i konstant høj fart og tilsvarende konstant puls.
/Jacob
