Der er flere måder, du kan gøre dig fortrolig med VM-ruten i Leuven på. Du kan f.eks. se junior- og U23-løbene, der afvikles inden på søndag, eller du kan tage forstørrelsesglasset frem og studere den detaljerede ruteprofil.
Men hvis du ikke rigtig orker nogen af delene, så kommer her nogle ganske få linjer om den landevejsrute, der venter ved VM:
Arrangørerne har lavet et rutedesign, der er bygget op om et sæt rundstrækninger. Disse rundstrækninger kombineres så på forskellig vis i de forskellige løb. I bund og grund behøver man bare kende til to rundstrækninger.
Den ene er den, der kaldes Flandern-rundstrækningen. En kuperet rundstrækning, der i sværhedsgrad kan minde lidt om vejene i og omkring Vejle. Bakkerne er på mellem 20 og 60 højdemeter. To stigninger skiller sig ud. Det er Moskestraat, der både har brosten og en maksimal stigningsprocent på 18 – en skrap “mur”. Den anden er Smeysberg, der på papiret er lidt lettere end Moskestraat, men som til gengæld har en kritisk placering, nemlig som den sidste bakke, inden rytterne kører ud af Flandern-rundstrækningen. I eliteløbet er der ca. 50 km fra Smeysberg til målstregen. Et godt bud er, at der her sker en afgørende udskilning.
Den anden rundstrækning, man bør kende, er Leuven-rundstrækningen. Den indgår adskillige gange på ruten. Den er en smule mindre kuperet end Flandern-rundstrækningen, men får måske endnu større betydning, da det er i Leuven, at målstregen ligger. Og selvom St. Antoniusberg med sine 230 meter i længde og en maks. på 11 normalt ikke ville værd at skrive hjem om, så vil jeg alligevel placere den blandt de tre vigtigste stigninger ved VM. Den ligger nemlig ganske kort før mål, og hvis en gruppe af ryttere er samlet her, så vil St. Antoniusberg med næsten garanti komme til at spille en rolle. Magnus Cort vil elske den!
Der er sagt og skrevet meget om, at den 268 kilometer lange rute for eliten ligger godt til danskerne. Det er jeg enig i, så jeg har ikke så meget at tilføje. Lidt regn og kulde kunne måske passe Mads Pedersen ekstra godt (det var jo i silende heldagsregn, at han vandt VM i 2019), men prognoserne siger tørvejr og lunt – hvilket så omvendt kan være til fordel for én som Cort, der jo var vild i varmen i Spanien.
Det bliver spændende. Danmark har godt med ammunition på holdet. Men man skal lige huske på, at adskillige nationer har flere ryttere i verdens Top 100, end Danmark har. Og blandt de allerstørste favoritter til sejren er der ingen danskere. Så tingene skal flaske sig, hvis vi igen skal have en mand i VM-trikoten. Lad os nu se.
/Jacob