Kaj Munks ord om den blå anemone er yndefulde, men ikke helt retvisende. En blå anemone er nemlig ikke i første omgang så interesseret i ”sin lune luft, sit fede ler”, men derimod i kalk. Skove med kalkrige jorde er guf for de blå anemoner, så selvom de betegnes som sjældne, kan man finde dem i stort tal i visse østdanske skove. Eksempelvis i Allindelille Fredskov, som jeg besøgte i dag.
Allindelille ligger på Midtsjælland – ganske langt fra Møns Klint og Stevns Klint, som jo er kendt for deres store skrænter med kalk og kridt. Men der behøver nu heller ikke være klinter, for at der kan være kalk i overfladen. Lige under Allindelille Fredskov er der en 20 meter tyk flage af skrivekridt, slæbt hertil af istidens gletsjere. Den viser flere steder sit lyse ansigt. Bl.a. i rodnettet på væltede træer. Desuden er der opstået jordfaldshuller, ofte i form af små søer. De er skabt ved, at nedsivende vand har eroderet hulrum i kalken.
Som sagt danner kalken også fin grobund for blå anemoner, og Allindelille Fredskov er kendt for at rumme endnu mere sjælden flora. Især flueblomsten er ret berømt – i Danmark vokser den kun her. Og symptomatisk for skovens jordbundsforhold har man for nylig genopdaget en anden kalkglad plante, nemlig Kalk-Øjentrøst. Den havde ellers været forsvundet fra dansk natur i 60 år.
Det hører med til historien, at Allindelille Fredskov, foruden at have kalkbund, også passes og plejes på en anden måde end den klassiske skovbrugsskov. Bl.a. gøres der en stor indsats for at holde skoven lysåben – dels med fældninger, dels med græssende dyr. De mange lysninger er gavnlige for de sjældne plantearter, som ikke trives på steder, hvor træer og buske står tæt.
/Jacob
