“Afstribning mangler” står der besynderligt nok på dette skilt ved Skansestien langs Faxe Bugt. Jeg ved ikke, hvilken afstribning der skulle være tale om, men jeg ved, at der bag skiltet er en slags grøft, som næsten når helt ind til stien.
Det ser spøjst ud, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at der simpelthen er tale om den indvendige øvre del af et klinteskred. Erosionen har undergravet klintevæggen, og på den måde er det yderste stykke rykket et hak ned.
Jeg var der lige efter solnedgang, og det var for mørkt til, at jeg kunne nå ned på kysten og betragte skreddet derfra. Så det må blive en anden dag. Men jeg kunne se, at der nede på stranden ligger store træer revet op med rode, så selvom klinten ikke er så høj og spektakulær som fx Møns Klint, er det i høj grad en levende klint, som havet og regnen ynder at bide i.
Klinten begynder ved Strandegård Dyrehave og strækker sig knap to kilometer mod sydvest. Den er mellem 10 og 16 meter høj. Navnet Skansestien kommer af, at der nær sydenden af stien ligger en skanse, der senest indgik i det danske forsvar under Englandskrigene.
/Jacob