Der er noget smukt over ordet “himmel”. Himlen er modstykket til Jorden og opfattes i de fleste sammenhænge som et positivt fænomen (selvom regntunge skyer selvfølgelig kan spolere glæden lidt). Himlen er samtidig et centralt begreb i kristendommen, hvor både Gud og livet efter døden jo forbindes med himlen. Det naturskønne og det religiøse forener Grundtvig i titlen på en af sine mest kendte salmer: “Dejlig er den himmel blå”.
Det er ikke så underligt, at adskillige kendte danske naturseværdigheder er blevet opkaldt efter himlen. Det mest oplagte eksempel er selvfølgelig Himmelbjerget ved Julsø. Man ved ikke præcis, hvordan stedet har fået dette navn, men det optræder første gang på skrift i 1727. Det er et par århundreder før, at de første turistbureauer blev stiftet, så et marketingfremstød skal det himmelstræbende navn næppe ses som udtryk for, og dog har der nok ligget en æstetisk vurdering i navngivningen. Ifølge stednavneforskerne skal “Himmelbjerget” forstås ganske bogstaveligt, altså som “et bjerg, der er så højt, at det rager op i himlen”.
Der findes mindst fem andre bakker i Danmark, der bærer navnet “Himmelbjerget”. Der er således Himmelbjerge i f.eks. Sydvestjylland og på Østbornholm.
Et andet relativt hyppigt forekommende bakkenavn er “Himmelpind”. Dem er der ligeledes fem af i Danmark. Det lidt besynderlige er, at alle fem ligger inden for 20 kilometers afstand af Vejle. Der er ellers ikke noget oplagt dialektalt ved ordet “Himmelpind”, men måske er der tale om almindelig inspiration, der er smittet af fra den ene egn til den næste.
Jeg har ikke kunnet finde nogen etymologisk vurdering af, hvor endelsen -pind kunne stamme fra, og opslagsværket Ordbog over det danske Sprog giver heller ingen entydige svar. Jeg tolker “pinden” som et tyndt, spidst fremspring, altså som et (måske lidt muntert tænkt) synonym for ordet “tinde”.
Et fællestræk ved i al fald nogle af Himmelpindene er, at de virkelig stiger stejlt mod toppen. I Vejles vestlige udkant ligger en Himmelpind nær Vardevej. Der er 55 meters højdeforskel mellem vejen og toppen, og det er vel at mærke på en strækning, der kun er ca. 110 meter lang. I lige linje giver det en gennemsnitlig hældningsprocent på 50%! Ikke noget at sige til, at stien til Himmelpind slår nogle slag undervejs – ellers ville kun bjergbestigere kunne klatre derop.
En anden Himmelpind møder vi ca. 4 km nord for Vejle. Her er det mere uklart, hvor Himmelpindens top er, men områdets højeste punkt befinder sig 88 meter over havet, hvilket er ca. 68 meter over bunden af den nærliggende Grejsdal. Afstanden er ca. 290 meter, så hældningen er på godt 23% i gennemsnit.
Navnet Himmelpind er nyere end navnet Himmelbjerget. For alle fem Himmelpindes vedkommende optræder navnene første gang på skrift inden for perioden 1867-1941. Det er så langt oppe i historien, at man roligt kan regne med, at der i navnevalget ligger en bevidst forherligelse af stederne. Det var i turismens opblomstringsperiode, og det var højeste mode at finde vandrestaven frem og bestige høje punkter i landskabet. Og i Vejle var man helt klar over, at man havde et terræn, der var mere kuperet end de fleste andre steder i Danmark.
Se DR’s film fra “Bjergbyen Vejle”, 1956: https://www.danskkulturarv.dk/dr/bjergbyen-vejle/
