Det blev alle gode gange tre. VM i 2011, Giro d’Italia i 2012 og nu Tour de France i 2021.
Inden for få år har Danmark fået tilkæmpet sig værtskabet for verdens tre største cykelevents, og alle tre gange – senest med Tour-starten – har arrangørerne formået at finde ruter, hvor terrænet er helt uden sportslig betydning.
Jeg er med på, at det ikke er de danske organisationer, der bestemmer det hele, når sådan nogle etaper skal tilrettelægges. Alligevel tillader jeg mig at være kolossalt skuffet. Jeg mener ikke, at det gavner Danmarks brand, at vi igen og igen fremstår som et sted, hvor der kun køres kedelige cykelløb på veje uden afgørende bakker. Se også den artikel, jeg medvirker i, i Vejle Amts Folkeblad.
I international landevejscykling bliver der længere og længere mellem de løb, hvor ruterne er flade, og sprinterafgørelserne uundgåelige. Denne udvikling skyldes, at arrangørerne godt ved, at publikums interesse bliver stadigt sværere at fastholde. Der skal ske noget i løbene, og en af de mest effektive måder at få ting til at ske på er ved at forsyne rutekortene med nogle gode stigninger.
Det behøver ikke være deciderede bjerge.
Ved VM i Yorkshire i 2019 var terrænet ikke hårdere, end hvad man kan opstøve her i Danmark. Men de engelske bakker fik alligevel en vigtig rolle at spille (godt suppleret af barske vejrforhold). Var det ikke værd at følge det eksempel herhjemme og vælge nogle sportsligt udfordrende ruter, der kunne skabe lidt spænding om slutresultatet?
Det har man desværre ikke gjort. Ligesom VM i 2011 og Giro-starten i 2012 vil de danske Tour-etaper i 2021 efter alt at dømme blive tamme og forudsigelige for os, der ser på.
At enkeltstarten i København er pandekageflad, er fair nok, men at man vælger bakkeløse Nyborg som målby på 2. etape, er kedeligt. Og på 3. etape er det også tamt. Her kommer man ellers til Østjylland, som har Danmarks hårdeste cykelterræn. Men fordi Vejle er startby, og Vejle Ådal altså ligger helt i begyndelsen af etapen, ender egnens hårde bakker med at få nul indflydelse, når etapen skal afgøres. Sørgeligt!
Og endnu mere trist er det i målbyen Sønderborg.
Mange store danske cykelløb er blevet afgjort på bakketoppen ved den ikoniske Dybbøl Mølle. Vejen dertil har en del højdemeter, og derfor ser man tit spændende opgør mellem sprintertyper og klassikerryttere. Men når Tour de France-feltet kommer til Sønderborg, skal afslutningen foregå et andet sted, nemlig på den langt mere anonyme og absolut ubakkede Augustenborg Landevej.
Derefter vil Tourholdene i hast pakke sydfrugterne og lægge Danmark lykkeligt bag sig. Og i de andre lande vil tv-seerne endnu en gang sige: Jamen, det kunne jo ikke være anderledes, når etaperne lå i flade Danmark!
Det er stærkt uheldigt, at man fra dansk side ikke gør mere for at promovere landet som et afvekslende cykelland. Det virker næsten, som om man underdanigt bekræfter de internationale cykelorganisationers fordomme om flade Danmark – i stedet for at præsentere dem for de spændende muligheder, som terrænet faktisk giver.
Jeg er helt klar over, at der også er noget logistik, der skal gå op, og at der er borgmestre, som gerne vil have et spurtopgør nær bycentrum ud fra den antagelse, at det giver optimal eksponering. Men er den bedste reklame ikke snarere at præsentere verden for et dramatisk cykelløb, hvor man har insisteret på at lægge målstregen i bakket landskab i stedet for på et torv eller i et industrikvarter?
I disse år ser man gang på gang, at hvis der er vilje til det, så kan selv de snævreste og mærkeligste veje blive inddraget i de største løb. Så jeg tror, at det til syvende og sidst handler om vilje.
Og så handler det om at se på eftermælet. Når man læser, hvad udenlandske cykelfans skriver om VM i København i 2011 og de danske Giro-etaper i 2012, så er det ikke begejstring, der præger formuleringerne. Verdensmesterskaberne i 2011, der som forudset endte i en massespurt, anses af de fleste som et af de absolut kedeligste, der har været i dette århundrede. Folk har glemt alt om, at begivenheden i øvrigt var godt organiseret, og hvad der ellers er blevet fremhævet fra dansk side.
Tænk engang, hvor sjovt det kunne være, hvis man om nogle år kunne sige: Vi havde godt nok ikke regnet med, at de danske stigninger fik så stor betydning i 2021-udgaven af Tour de France? Det ville da være en skøn branding af landet. I stedet bliver det en grå gentagelse.
Læs mere om Danskebjerge.dk’s holdning her.
/Jacob
