Det er muligt, at nisselandskaber er blevet en smule umoderne, men i min barndom var de et sikkert indslag i dagligstuen. Igennem det meste af december måned var den midterste hylde på den store reol reserveret til vat, paphuse, piberenserfigurer. Og ikke mindst til en ordentlig portion fantasi. Fantasien var den kraft, der satte fart i den kælkende nisse på vej ned ad hyldens allerstørste vatbjerg, og nedenfor skøjtede hans kammerat rundt på den lille tilfrosne sø – aka. et af mors spejle, som jeg havde fået lov at låne.
Men hvor kommer hele den tradition med nisselandskaber fra?
I “Den Gamle By” har man gravet lidt i fænomenets historie, og her analyserede man sig indledningsvis frem til, at det må være startet omkring 1920’erne. Det var nemlig i den periode, at det blev almindeligt med udstillinger med nissefigurer i forretningernes vinduer, lød ræsonnementet.
Efter den første artikel blev skrevet, modtog museet dog en gave bestående i et nisselandskab, hvis ældste del – en fin nissegrotte med hus ovenpå – gik tilbage til 1917 (se billede via linket ovenfor). Så den foreløbige konklusion kunne altså justeres til, at det danske nisselandskab i hvert fald er 100 år gammelt.
Et vist slægtskab med julekrybberne kan man vel ikke komme udenom, tænker jeg. For julekrybben er jo på samme måde noget med et afgrænset rum i tre dimensioner med forskellige julerelaterede figurer placeret rundt omkring.
Julekrybben går mange århundreder tilbage. Det har Kristeligt Daglad fastslået. De første kristne kunstnere lavede værker, der minder om det, og i 1223 fuldendtes setuppet med de centrale personer samlet om vuggen i stalden i Betlehem. Det var Frans af Assisi, der dette år lavede den første rigtige julekrybbe, støttet og autoriseret af selveste paven.
Julekrybben passede fint ind i katolicismen, og katolikkerne har udbygget og holdt fast i traditionen helt frem til i dag. Derimod var protestantismen ikke glad for den figurdyrkelse, som julekrybben repræsenterer. Så den blev sat på standby i nogle hundrede år.
Men i begyndelsen af 1900-tallet fik julekrybben en renæssance på vore breddegrader – nogenlunde samtidig med, at nisselandskabet gjorde sit indtog. På den måde fik de to (egentlig lidt kitschede) kunstarter parallelt med hinanden plads i den danske jul.
Det er helt sikkert rumligheden, der fascinerer ved nisselandskabet og julekrybben. Det er den, der sætter fantasien i svingninger. Man bliver optaget af elementernes indbyrdes forhold, og i et barnesind kan blot dét at flytte en smule rundt på Maria, en hyrde, en ko eller en piberensernisse gøre sceneriet levende.
Herfra er vejen til topografien ikke lang. Topografi handler jo også om at identificere de vigtigste, synlige elementer i et landskab – bygninger, søer, bakker. Et udsnit af verden kogt ned til en målestok, der gør det hele dejligt overskueligt og nærværende. Et topografisk kort og et nisselandskab har overraskende meget til fælles!
Og med dét: Glædelig jul. Til både nisserne, Jesus-familien og alle jer andre.
(Siger du, at du savner et billede af et nisselandskab i dette indlæg? Jamen, her i huset har vi simpelthen ikke noget. Ikke i år. Vi har dog en julekrybbe. Den er mindst 50 år gammel. Det er den, der er på fotoet ovenfor.)
/Jacob
