Så fik jeg endelig besøgt Højklint.
Trods navnet ikke Danmarks største klint. Men måske den mest sete. Højklint ligger nemlig kun et stenkast fra Storebæltsbroen – ved det sted, hvor den går i land på Sjællandssiden. Man ser tydeligt klinten på venstre hånd, når man kører hen over broen fra vest og nærmer sig betalingsanlægget.
Som sagt er det ikke størrelsen i sig selv, der gør Højklint iøjnefaldende. Klinten er faktisk kun knap 14 meter høj. Men den rejser sig næsten lodret fra kysten, og med dens brungule front af ler lyser klinten som en flamme ud over havet.
Før i tiden var Højklint højere. Topografiske kort angiver dens højde til 16 meter over havet. Men erosionen har ædt sig forbi toppen af bakken, så nu er den skrumpet på alle ledder og kanter. Og det bliver ikke bedre med tiden, for bakken skråner nedad ind mod land, og ca. 50 meter inde er terrænhøjden blot 2-3 meter.
Med andre ord: Højklint er ”over the hill” og har nået pensionsalderen. Vurderet ud fra de nævnte landkort forsvinder der i snit 20 centimeter af klinten om året. Ergo om 250 år er den væk. Det er selvfølgelig også et stykke tid, så hvis man ikke når at besøge Højklint i år, er der gode muligheder senere hen.
Faktisk er stedet et visit værd. Her er virkelig yndigt. Og selvom det kunne være nærliggende at tænke, at Storstrømsbroen har spoleret naturen ved Højklint, så er det ikke sådan, jeg ser på det. Jeg synes, broen gør lokaliteten endnu mere spektakulær, måske især fordi det er en meget veldesignet bro. Det er et stort, men harmonisk bygningsværk, som også hjælper med at give udsigten ud over Storebælt et visuelt perspektiv.
Men lad ikke pylonerne, skibene og edderfuglene optage al din tid. Du skal også kaste et nærmere blik på Højklints ”indmad”. En klint i forfald forsyner nemlig gavmildt kysten med friske materialer, der ellers har været gemt væk under jordens overflade siden sidste istid. Man skal ikke forvente enestående fossiler, men alene det at studere sten, der først for ganske nylig er blevet blotlagt af naturens egne kræfter, er da grundlæggende spændende.
Men hov, der er også beton blandt nedfaldet på stranden? Ja, og der er mere på vej. Højklint har nemlig huset militære anlæg.
Ifølge en kommissionsrapport fra 1946 lå der på stedet et kystbatteri, etableret af tyskerne under besættelsen. Som der står: ”Skytsstandpladserne var aabne med Betonbrisk med indstøbte Sveller og Jordbrystværn. (…) Mandskabsrum og Ammunitionsrum var af Tømmer med let Dækning af Beton og Jord. Luftværnsskytsstandpladserne havde Betonbrisk med indstøbte Sveller.” (Kilde: Bunkermuseum Hanstholm) Det må være resterne af nogle af disse anlæg, der i de her år dratter ned fra Højklint.
Ved mit besøg forleden hang et særligt spektakulært betonstykke faretruende langt ude over klintekanten. Det ser drabeligt ud, og hvem ønsker sig at få sådan en klods i hovedet under en hyggelig strandtur?
En bestigning af Højklint er ikke meget mindre halsbrækkende. Faldet fra toppen er lodret, og at dømme efter de store bunker sten og ler, der ligger for foden af skrænten, er Højklint alt andet end stabil. Det er ikke for ingenting, at der er sat et (i vort land sjældent set) skilt op ved Højklint: ”Nedstyrtningsfare”!
Dermed er det endnu en gang bevist, at selv nok så små bjerge bør omgås med respekt.
/Jacob
