Jeg har besteget anslået 99% af de hårdeste asfalterede stigninger i Danmark, og undervejs i den proces kan man kan jo ikke lade være med at sammenligne dem og kigge efter generelle tendenser.
Et af de spørgsmål, jeg tit vender tilbage til, er: Hvad er det, der gør en stigning hård? Hvad er det, der gør, at man på vej mod toppen tænker, hold da op, den trækker godt nok søm ud, den her.
Faktorer som længde, gennemsnitlig stigningsprocent og maksimal stigningsprocent er centrale, og dem har jeg beskæftiget mig meget med i årevis. Men jeg vil pege på et forhold mere, som indgår i opskriften på en hård stigning. Nemlig at der et sted på stigningen er en strækning, hvor der konstant er en tocifret hældning, altså en stigningsprocent på over 10.
Dette parameter har elementer fra både den gennemsnitlige stigningsprocent og den maksimale, og på den måde kan man bruge det til at nuancere et billede af en stigning yderligere.
Det var min bestigning af Gudenåvej op mod Sønder Vissing, der for nylig bekræftede mig i, at faktoren “100 med 10” er relevant. Denne bakke er lang og sej, men de godt 76 højdemeter og hældningen på 5,8% i snit er ikke nok til at skaffe stigningen en plads helt i top blandt de skrappeste i Danmark. Derfor kan man nemt undervurdere Gudenåvej, hvilket man imidlertid fortryder bittert, når man er to tredjedele oppe ad bakken. Her er der en strækning, hvor der på 250 meter er en højdeforskel på ca. 25 meter – med andre ord 250 meter med en gennemsnitlig stigning på 10%. Det kræver noget af ben og åndedræt at presse cyklen fremad her, og det gør, at bakken får et alpinsk præg, hvor tempoet tager et dyk og bliver nede i et stykke tid.
Min erfaring er, at 100 meter, hvor terrænet konstant stiger med 10% eller derover, er kraftigt medvirkende til, at en stigning opleves som “hård”. Dette forklarer, hvorfor også en kendt stigning som Pøt Mølle ved Hammel er så berygtet. Den er i lighed med Sønder Vissing-stigningen et stykke fra toplisterne, når det gælder højdeforskel og stejlhed. Alligevel fremhæves den ofte – også blandt professionelle ryttere – som en af Danmarks hårdeste bakker. Jeg tror, det hænger sammen med, at Pøt Mølle har en længere strækning, hvor hældningen aldrig kommer under 10%. Bakken er stejl og vedholdende i en vis tid, og det oplever man som hårdt.
“100 med 10”-princippet vil ikke vende op og ned på alverdens statistikker. Men det kan bruges til især at samle de stigninger op, som så at sige flyver under radaren, når man bruger de øvrige, mere klassiske parametre til at vurdere stigninger ud fra.
/Jacob
Tak for din kommentar, Michael! Jeg er enig. Der kan dog også forekomme stigninger, hvor nogle vil opleve, at det er rart med et fladt stykke, så man “kan få pusten”. Men alt andet lige vil stigninger med afvekslende stigningsprocenter føles mere krævende, på samme måde som intervaltræning er hårdere end træning i jævnt tempo.
Fine betragtninger. Her i Aalborg har vi ingen bakker med mere end 100 højdemeter. Der er maks 40-60 højdemeter (ca.). Men nogle af dem opleves alligevel som ret stride, fordi der er nogle passager med høje stigningsprocenter på. Eksempler er Skovbakkevej og Naurvej, der måske ikke ser ud af meget hvad angår tørre data som gennemsnitlig stigningsprocent og længde. Men fordi de undervejs når en ret høj stejlhed, så føles de nu ret anstrengende alligevel. Naurvej er dog mere regulær – har knapt så svimlende stigningsprocenter som Skovbakkevej, men har alligevel 8-10% et godt stykke af vejen. Skovbakkevej starter blødt, men slutter fælt med stigningsprocenter på 16-17. Så man kan sige, at en stignings længde og gennemsnitlige stigningsprocent sagtens kan snyde lidt. Fordi jeg synes selv, at en uregulær stigning med meget høje stigningsprocenter undervejs er værre end en regulær, men jævnt stejl stinging. Hellere 6-7% konstant end skiftesvist 3-4% og 10-11%. Det uregulære får én til nemmere at tabe rytmen og det er derfor svært at finde det rette tråd.