”Undrer mig på, hvad jeg får at se over de høje fjelde?” lyder spørgsmålet i en gammel sang med tekst af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson.
Spørgsmålet rejses af en person, der længes efter at se mere af verden, end hvad de høje fjeldvægge tillader. Men måske er han ikke gået glip af helt så meget, som han troede?
Sagen er nemlig den, at jordens krumning udgør en betragtelig indskrænkning af vores udsigt. Selv på en glasklar dag og med nypudsede briller vil vi fra et punkt på jordens (eller vandets) overflade kun kunne se et tilsvarende punkt 3,75 kilometer borte. Rejser vi os op, kan vi se lidt længere. Og går vi op på en bakketop, vinder vi endnu flere kilometer – forudsat at der ikke er terrænelementer, der spolerer udsigten.
Formlen beskrives i denne artikel på tv2.dk, hvor man kan læse, at ”horisonten befinder sig 3,57 kilometer gange kvadratroden af din højde i meter borte”. Det vil altså sige, at hvis man befinder sig 100 meter oppe, så vil udsigten række 3,57×10=35,7 kilometer.
Hvad betyder det så i praksis?
På landjorden er det lidt svært at beregne, fordi terrænet typisk går op og ned og i øvrigt tit er beplantet med træer. Lad os i stedet kigge på et par steder, hvor udsynet kun er begrænset af jordens krumning – dvs. højdedrag ude ved havet.
Vejrhøj i Odsherred måler 121 moh., og der er fin udsigt ud over Sejerø Bugt og Nekselø Bugt. Kan man se til Samsø fra Vejrhøj? Det kan nemt regnes ud: Kvadratroden af 121 er 11, så 3,57×11=39,27. Ergo: Kigger man mod vest fra Vejrhøjs top, øjner man kun havet, for afstanden til Samsøs østkyst er 45 km. – ca. 6 km for langt. Hertil skal dog siges, at Samsø ikke er nogen flad ø, og for hver meter øen rager op i luften, bliver den nemmere at se – hvor meget nemmere vil jeg ikke lave beregninger på her.
Trebjerg på Sydvestfyn er en anden bakketop med storartet havudsigt. Der er 128 meter fra toppen til havets overflade, og det betyder, at hvis du spejder mod sydvest, så kan du se 3,57×11,3=40,4 kilometer ud. Dermed kan du uden problemer beskue øerne Vigø, Horsehoved og Illum samt halvøen Helnæs (se foto). Men du kan også ane kysten af Als, som ligger 27 kilometer væk. I teorien burde du tilmed kunne få øje på Sønderjylland, men så skulle Als nok graves bort først, for øen ligger og spærrer synsfeltet. Derimod bør du mod vest kunne se Haderslev-egnen.
På Bornholm får man følelsen af at være på en isoleret ø langt fra resten af verden, og det er ikke helt forkert. Fra toppen af Hammeren rækker øjet nemlig kun 3,57×9,1=32,5 kilometer væk. Og det er ikke nok til at se den sydøstsvenske kyst. Den ligger 36 kilometer borte.
De tre nævnte eksempler er ret ekstreme efter danske forhold. Tit er der jo et eller andet der begrænser udsynet, og i øvrigt er der her til lands langt imellem udsigtsrige bakker, der er højere end 100 meter. Omvendt er det også interessant at tænke på, hvor begrænset vores maksimale synsfelt faktisk er. Vi er jo nok alle sammen lidt som Bjørnstjerne Bjørnsons gut, der forestiller sig, at man kan se ud i uendeligheden, hvis man står ved havet. Virkeligheden er en noget anden.
Hvis man er 175 cm høj, så kan man se lige knap 5 km væk. Det indebærer eksempelvis, at hvis du står ved bredden i den ene ende af Mossø ved Skanderborg (en af Danmarks største søer), så kan du ikke se til søens anden ende. Faktisk kan du kun se halvdelen af vejen, før jordens krumning blokerer.
I praksis er det dog nok svært at afgøre, hvad der begrænser en udsigt. Tit er det disen, der gør det, og netop derfor er det måske især her for tiden – i foråret -, at man skal opsøge de bedste udsigter. Når det bliver sommer, er der ofte så meget varme i luften, at noget af dens klarhed forsvinder.
/Jacob
