Er der modvind her? Har jeg en dårlig dag? Eller er jeg bare ved at blive træt?

På nogle vejstrækninger kan asfalten føles som mudder. Du træder i pedalerne for fuld kraft, og alligevel kommer du ikke ud over stepperne.

Fænomenet kaldes ”false flat” og bruges især om strækninger på brede veje. Her er hældninger særligt svære at registrere med sanserne, og netop dét er forklaringen på den irriterende ringe fart: I virkeligheden stiger terrænet lidt – du har bare ikke opdaget det.

En ”false flat” vil normalt skulle have en vis længde. Man kan f.eks. møde fænomenet på et plateau i et bjergområde. Den stejle stigning er overstået, og nu føler du, at du kører på et fladt stykke. Men det gør du bare ikke helt endnu. Vejen stiger fortsat, omend blot med 1-2%.

Nær Danmark kan man finde ”false flat”-strækninger i f.eks. Harzen. Vejen sydpå fra byen Goslar går ind igennem en kløft, og man føler, at man kører på en flad vej, men faktisk stiger den støt kilometer for kilometer.

Hvad så med Danmark – har vi noget, der minder om det?

Ved Jyske Ås er der en strækning, der kan snyde en del. Bred vej, tilsyneladende flad – men i virkeligheden går det opad. Omgivelserne spiller også en rolle i det. Der er skov på begge sider af vejen, og det gør det sværere at fornemme ændringer i terrænhøjden.

Der er også ”false flat”-lignende veje op mod den jyske højderyg, dvs. ved den akse, der går ned gennem det midterste Jylland.

Men egentlig kunne man lave en særlig ”false flat”-kategori for danske forhold. For her til lands har vi ikke så mange plateauer, der stiger svagt over mange kilometer. Til gengæld har vi en masse småbakket landskab, og her kan man opleve noget ret tilsvarende, bare på en lidt anden måde. Det foregår ved, at terrænet på en given strækning samlet set stiger, men kun i små spring. Det går opad, det går nedad, og så går det lidt opad igen. På små bakkeknolde er det svært at vurdere, om der samlet set køres mere op end ned – oftest vil man bare føle, at det er nogenlunde det samme -, og det kan skabe en ”false flat”-oplevelse med lav fart trods hårdt arbejde.

Dette forekommer flere steder, men senest oplevede jeg det på strækningen fra Haraldsted mod Allindelille på Midtsjælland. Her stiger terrænet med ca. 40 højdemeter, men man oplever det bare som kuperet. Tilsvarende lidt længere mod øst, hvor vejen fra Skjoldenæsholm og op forbi Gyldenløveshøj har en højdeforskel på ca. 35 meter, som imidlertid er fordelt på en ”irriterende” måde, der gør, at strækningen ikke opleves som en egentlig stigning.

Et endnu mere markant eksempel på dette fænomen finder man ved Kattrup i Nordvestsjælland. Her er Kattrupvej sprængfyldt med små bakketoppe, og man kan føle, at de suger kræfterne ud af én. Hvilket de muligvis også gør, men terrænet stiger også en del undervejs – dvs. der er flere højdemeter i stigningerne end i nedkørslerne.

Uanset om det er den ene eller den anden variant af ”false flat”, så er der én løsning, der alt andet lige burde fungere: Kig på dine watt eller din puls. Disse angivelser fortæller, hvor meget du anstrenger dig. Og hvis de ligger på et forventeligt niveau, så er der ingen grund til at stress over tempoet. Du gør, hvad du kan!

But then again: Når vi cykler, tænker vi ikke altid så rationelt. Vi køres tit ”efter fornemmelsen”, og det kan give bagslag på f.eks. ”false flats”.

/Jacob