Store dele af Danmark er som bekendt dækket af mark og skov, men der findes en anden landskabstype, man ikke hører så meget om. Man kunne kalde den ”hestefoldslandskabet”.

For selvom hesten efter Anden Verdenskrig mistede sin praktiske funktion i landbruget, spiller den stadig en rolle i mange danskeres hverdag. Ikke som transportmiddel, men som kæledyr og hobby.

Og den fysiske plads, som et så stort dyr kræver, sætter sit præg på Danmark som land.

Det menes, at der i dag findes omkring 200.000 heste her til lands. Det er godt og vel en fordobling i forhold til 1970’erne. Hestens renæssance betyder, at der mellem skovene og kornmarkerne er kommet en øget flade af indhegnede græsarealer. Ifølge en rapport om hestesektorens betydning i Danmark lægger hestene beslag på godt 100.000 hektar landbrugsjord. Det svarer til en tredjedel af Fyn. Deraf benyttes de 93.000 hektar til græs og foder til hestene.

Og hvad skal man så mene om dette ”hestefoldslandskab”?

Ja, i hvert fald bryder det den dominerende rolle, som korn- og pløjemarkerne indtager mange steder i landet. Landmændenes marker er i disse år ved at vokse sig større og større, og her er hestefoldene med til at bryde den tiltagende monotoni.

I biologisk henseende bidrager foldene næppe med så meget. Der er jo oftest blot tale om flade jorde, hvor eventuelle træer og buske holdes nede. Men hestenes tilstedeværelse har vel en positiv æstetisk betydning. Det føjer liv og variation til et landskab, at der er dyr i det. Mon ikke at alle mennesker – også dem, der ikke ejer en hest – finder glæde i travende eller legende eller ædende heste, når blikket glider ud over et landligt terræn.

Og så er der en yderligere egenskab ved ”hestefoldslandskabet”, som de færreste måske er klar over: Det er en landskabstype, der er udpræget dansk. Danmark er nemlig det EU-land, der har det største antal heste pr. indbygger. Så hvis man skal male eller fotografere et typisk dansk landskab, bør man ikke nøjes med noget skov og en mark. Man skal også huske et stykke jord med en hest, der står i en indhegning.

/Jacob

P.S.: Den citerede rapport (Hestesektorens samfundsøkonomiske betydning i Danmark) er fra 2009 og er således ikke helt up-to-date. Men jeg ser ingen grund til at tro, at tallene er væsentlig anderledes i 2017.