At fare vild er normalt ikke noget, man skal stræbe efter. Men nogle af de træningsture, jeg husker bedst, er faktisk dem, hvor jeg har mistet orienteringen. I hvert fald for en stund. Ikke vidst, om jeg skulle dreje til højre eller venstre. Om jeg nærmede mig mit udgangspunkt – eller bevægede mig endnu længere væk fra det.
Moderne tryghed
I naturtilstanden var det livsfarligt for et menneske at blive væk. Og når oldtidens jægere blev omsluttet af tåge og mørke og ikke kunne finde hinanden, har deres adrenalin pumpet for fulde drøn. Det er faktisk – uagtet alvoren – en spændende tilstand at være i. En tilstand, som skærper sanserne. Og i vores moderne verden kan man bringe sig selv i den, uden at løbe den samme fare som vore fjerne forfædre.
Sikkerhedsnettet hedder selvfølgelig GPS. Der er forskel på, hvilke funktioner de forskellige GPS-ure og -programmer indeholder, men i mit aldrende Garmin-ur er der et kompas. En genial ting. Hvis du f.eks. er kørt ud i en skov og har parkeret bilen, så fanger du lige satellitsignalet og gemmer din location. Herefter kan du blive ledt tilbage til parkeringspladsen, når du ønsker det. Altså ikke ad den smarteste vej nødvendigvis, men ad den direkte. Det kan være, der er et vandløb i vejen el.lign. Så må du slå et lille slag på ruten. Tilbage skal du nok komme.
Hvor er det fyrtårn?
En af mine herlige – og uhyggelige – vildfarelsesture var ved Rubjerg Knude. Jeg løb fra mit overnatningssted og i retning af det fyrtårn, jeg vidste lå et sted i nærheden. Men der lå en tyk tåge over landskabet. Jeg vidste, jeg løb mod syd, for jeg kunne høre Vesterhavets brusen på min højre side. Visuelt var der til gengæld intet at navigere efter.
Men så skiftede underlaget karakter – fra klitvegetation til rent sand. Og pludselig dukkede et enormt monster ud af tågen: Det gamle, delvist tilsandede fyrtårn, som først blev synligt, da jeg næsten kom til dets fod. Jeg løb derpå lidt indlands, hvorefter jeg igen mistede orienteringen. Sådan noget sker forbløffende hurtigt, når sigtbarheden er nær nul. Jeg mærkede en snert af panik – også fordi jeg havde angivet, hvornår jeg ventede at være tilbage fra turen.
Man skal turde
Det var så her, jeg kom i tanker om, at jeg jo havde gemt min geografiske placering på mit løbeur. Det “reddede” mig, og jeg var overraskende hurtigt tilbage ved udgangspunktet.
Men det var jo også lidt snyd. Min anbefaling er, at man skal turde være faret vild. Man skal forsøge at bevæge sig rundt alene ved brug af det navigationsudstyr, som kroppen er forsynet med. Find urmennesket frem i dig selv. Gem teknologien, til du virkelig er på Herrens mark.
Alene i menneskemængden
Danmark er ikke det bedste land at fare vild i. Der er en ganske høj befolkningstæthed, og så snart man møder en eller anden, der er ude og lufte hund, er illusionen jo strengt taget forduftet.
Man kan selvfølgelig bare vedtage, at man ikke må spørge om vej. Så kan eksempelvis en by, man ikke har besøgt før, være et udmærket sted at miste orienteringen. Når først man er drejet til højre og venstre i et par kryds, kan man hurtigt få svært ved at identificere, hvor man er. Det kan hurtigt blive til et par ture ned ad blindgyder. Det må man tage med. Glæd dig over, at du lærer byen godt at kende, især dens afkroge.
Ingen hjælp fra solen
Men prøv også en af vore store skove. I en skov er der kun få oplagte pejlepunkter, og det kan tilmed være svært at navigere efter solen, hvis trækronerne står tæt. Skovene er storleverandører i alene-følelser, som igen giver god næring til sanserne.
Og hvis alt andet kikser, kan du altid gribe til denne metode: Løb i mørke. Alle danskere har adgang til mørke. Og her i efteråret bliver der mere og mere af den. Selv i nogenlunde velkendt terræn kan man fare vild, når solen er nede. Prøv det, men sæt lige GPS’en til først – for en sikkerheds skyld.
/Jacob
