Jeg tror, de fleste har et barndomsminde om en bakke.
Selv husker jeg især bakken op til min børnehave. Den var gevaldig. Syntes jeg dengang. I virkeligheden var den nok kun fem meter i højden fra bund til top. Men når man er lille, opleves meget som stort.
Siden da er selve stigningen i øvrigt blevet savet over på midten af en omfartsvej, og højdeforskellen udjævnes i stedet med en rampe op til en fodgængerbro. En bro, der nu dækker for udsigten op til børnehaven. Det kaldes udvikling, og sådan er det.
Forfattere som Peter H. Olesen har – som tidligere omtalt – skildret sine minder om de stejle bakker i Vejle. For ham var de ikke som sådan en sportslig udfordring. De var et vilkår – og udgjorde fikspunkter, som man kunne knytte oplevelser og mennesker til.
Kulturchef og forfatter Nils Stahlschmidt har haft Mogenstrup Ås som en fast akse: “Vi boede på Åsen i Næstved, som jeg i dag oplever som et væsentligt element i mit liv: en kæmpe bakke – blød, stejl og udfordrende. Vi løb op og ned ad den, kravlede på den, gravede i den og fandt spændende sten og aflejringer af sand og grus. Vi plukkede evighedsblomster, gravede jordhuler og legede musketerer. Som unge gik vi lange ture og løbetrænede her. Alene brugte jeg åsens skove og toppens øde højdedrag som sted for fordybelse og meditation.” (http://www.litteratursiden.dk/forfattere/nils-stahlschmidt)
Man kunne sikkert samle en hel bog med små forfatterskildringer af danske bakkelandskaber. Ofte er der noget lidt sentimentalt over det. På den gode måde altså. Det hænger nok sammen med, at mange af os i dag fræser hen over terrænet i biler, og transport er noget, der bare skal overstås. Så selvom vi voksne kommer meget nemmere rundt, end da vi var børn, så oplever vi mindre, når vi er undervejs. Og barndommens monumentale bjerge bliver i de modne øjne til små parentetiske knolde.
/Jacob
P.S.: Gå ind på Danskebjerge.dk’s Facebookside, og fortæl, hvor din barndomsbakke ligger.
