Et skønt indlæg modtaget fra Lars Beck Nielsen, som også har leveret billederne:



Boligjagt afslører Glentehøj
I 2013 var min kone og jeg på boligjagt, vi ville købe et hus i stedet for at bo til leje. Vi ledte efter et hus i Køge området. Der var et hus i Lille Salby, som vi havde set på nettet, men kiggede man på kort over området, så huset ud til at ligge klemt inde mellem Vestmotorvejen og Sydmotorvejen. Dette og prisen afholdt os fra at se nærmere på huset. Vi ville gerne bo lidt ude i naturen, men også gerne ikke alt for langt fra Køge.

En dag faldt prisen på huset, og vi valgte at tage kontakt til mægler for at komme ud at se huset. Vi havde straks en god fornemmelse, men da vi oplevede landskabet omkring den hyggelige landsby, var vi solgt. Det viste sig, at huset lå lige op til en lille skov og et stykke af Køge Ås. Der var stejle bakker, utrolige udsigter og mange søer, et fantastisk landskab, som jeg ikke vidste eksisterede – og dog.

En del af Køge Ås
Jeg har læst naturgeografi og har besøgt mange lokaliteter i Danmark, og kendte også til Køge Ås, og hvordan den er skabt. I folkemunde er Køge Ås dog mest det stykke, der går fra Sydmotorvejen og ind til Køge, som bare går under navnet Åsen. Selvom meget af åsen er gravet bort, findes der dog flere bevarede rester, blandt andet ved Dyndet nær Borup, og Vittenbjerg ved Ejby.

For en 4-5 år siden inviterede jeg nogle venner til at gå Køge Å stien fra Borup til Køge. Stien passerer gennem og lige nord om skoven Skovhusvænge, og på vej mod Gl. Lellingegård ser man åsen knejse mod himlen, når man kigger mod nord. Stien gik dog ikke forbi Åsen, men åsen og toppunktet Glentehøj var nævnt i den udmærkede folder om Køge Å stien.

Det var først i 2013 at jeg så stedet på nært hold, og hvor jeg blev meget betaget og overrasket over sceneriet, hvilket havde stor indflydelse på, at vi købte huset i Lille Salby.


Ukendt landskab
Googler man Glentehøj kommer der nærmest ingen hits op om dette bjerg. De fleste hits omhandler en jættestue på Lolland af samme navn. Først på side 4 finder man artiklen ”Bjergene i Lille Salby”, der omhandler geocaching, og cachen på toppen af Glentehøj. I kommentarerne til artiklen er jeg faldet over en mand, der har boet i Køge i næsten 45 år, men som først i 2015 opdager stedet.

Faktisk tror jeg, at mange ikke kender til dette flotte landskab, og dagligt ser vi heller ikke mange besøgene, bortset fra de lokale MTB ryttere som kører forbi på vej til de udfordrende skrænter ved Køge Å i Skovhusvænge. Det er dejligt at have stedet for sig selv, men er forundret over, at stedet ikke rigtigt er nævnt på nettet eller i nogen litteratur, som jeg kender til.

Landskab skabt af istid og grusgravning
Køge Ås er skabt under den seneste istid, og er en afstøbning af en smeltevandsflod under isen. Strømhastigheden i floden har været afgørende for, på hvilket tidspunkt de forskellige partikel størrelser i vandet(eks sand eller grus) er aflejret på flodens bund. Derfor findes der store sammenhængende områder af sand og grus i de danske åse, og derfor er de fleste åse i Danmark desværre gravet bort eller blevet forandret på grund af grusgravning. Det samme er sket ved åsen ved Lille Salby, hvor jeg tror, der er gravet grus, da man byggede Vestmotorvejen. Hele åsen er dog ikke gravet bort, og der er skabt et dramatisk landskab af søer og stejle skråninger.

Selve Glentehøj er højeste punkt på en bjergkam med stejle skråninger på 45 grader, der falder ned mod en sø på begge sider. Visse steder er bjergkammen kun en halv meter bred, så man går på en knivsæg, det danske modsvar til Beseggen i Norge. Der er en stejl opstigning for at komme op på kammen, men man belønnes med en fremragende udsigt mod nord og syd samt til de to søer.

Området er i dag fredet, blandt andet fordi, det skulle være eneste sted i Køge kommune, hvor der findes markfirben. Der er mange rådyr i området og også en del rævegrave.


Links til mere viden om Køge Ås og andre store åse:

http://danskebjerge.dk/artikler-danskeaase-koege.htm

http://danskebjerge.dk/artikler-danskeaase2.htm