At rangere Danmarks bakketoppe efter højde er en kompliceret sag.
Der er nemlig ikke ret mange meter eller centimeter, der adskiller dem. Og samtidig afhænger meget af den metode, man vælger. Personligt foretrækker jeg en metode, der siger noget om Danmarks landskaber og ikke bare om nogle tal og mål. Det vender jeg tilbage til.
Da en gruppe geologer i midten af 00’erne drog til området ved Yding Skovhøj og Ejer Bjerge, var det for at afgøre, hvilken af områdets toppe der er Danmarks højeste punkt. De endte med et todelt svar: Hvis man ser på terrænpunkter, er det den midterste gravhøj ved Yding Skovhøj, der er højest, og hvis det er naturlige punkter, det hander om, er det Møllehøj.
I den rapport, der blev publiceret om opmålingerne (pdf), brugte de opdelingen til at opstille nogle ranglister, som jeg her vil reducere en smule til to Top 5’er.
For terrænpunkter – altså punkter på jord, der kan være naturligt eller ikke-naturligt skabt – ser listen sådan her ud:
1. Yding Skov, 2. gravhøj: 172,54 moh.
2. Vistofte gravhøj: 171,73 moh.
2. Yding Skov, 3. gravhøj: 171,73 moh.
4. Yding Skov, 1. gravhøj: 171,41 moh.
5. Ejer Baunehøj: 171,04 moh.
Det er virkelig de små forskelle, der afgør placeringerne her – bedst udtrykt ved, at andenpladsen deles mellem to oldtidsminder, der på centimeteren er lige høje!
Høj koncentration på Ejer Bjerge
Når det gælder de naturskabte højder, er dette geologernes Top 5-liste:
1. Møllehøj: 170,86 moh.
2. Yding Skov: 170,77 moh.
3. Ejer Baunehøj: 170,35 moh.
4. Lindbjerg: 170,08 moh.
5. Ejer Baunehøj N: 169,78 moh.
De to Top 5-lister ovenfor gælder for hele Danmark. Der findes nemlig ingen steder i landet, hvor terrænet ligger så højt som i “Ejer Bjerge” (der er blevet det officielle navn for området).
Men meget afhænger som sagt af metode. Og hvis man skulle se lidt krakilsk på undersøgelsen, så er den ikke 100% objektiv. En objektiv rangering af punkter i landskabet ville jo logisk indebære, at det næsthøjeste punkt er det punkt, der ligger lige ved siden af det højeste, og så fremdeles. Altså noget i retning af sådan her, hvis vi tager de naturlige punkter:
1. Møllehøj: 170,86 moh.
2. Møllehøj: 170,85 moh.
3. Møllehøj: 170,84 moh.
4. Møllehøj: 170,83 moh.
5. Møllehøj: 170,82 moh.
Det er selvfølgelig ikke en Top 5, der fortæller særlig meget.
Bakketoppe som filter
Det er vel derfor, geologerne dengang i 2005 også interesserede sig for bakketoppe og ikke bare punkter i terrænet. Fuldt forståeligt. Men dermed lagde de også en tolkning ind over deres systematisering. For hvad er en bakketop? Er det en landskabsform, der skal hæve sig 1 højdemeter over det omgivende terræn? Eller 10?
Som den norske forfatter Roger Pihl har fremført, burde man optimalt set sortere de danske bakketoppene efter et princip om højdeforskel. Altså eksempelvis, at der skal være et fald mellem to bakketoppe på et vist antal højdemeter, for at de kan tælle som separate toppe. En internationalt anerkendt tilgang – men uden en form for teknologisk hjælp vil det være et skrækkeligt hestearbejde at gennemanalysere den danske topografi med den fremgangsmåde!
Men der er en stor fordel ved princippet. Det garanterer nemlig en vis geografisk spredning i opgørelserne. Og hvorfor er det godt? Fordi en rangliste skal fortælle noget.
Jeg tror, at hvis en tilfældig dansker efterspørger en rangliste over de højeste punkter i Danmark, så forventer vedkommende ikke, at alle punkter på listen befinder sig inden for et par kilometer af hinanden. Man antager intuitivt, at en liste af den art skal have et bredere sigte.
Liste med større spredning
Det er lidt, som hvis man skal sige noget om de varmeste steder i solsystemet. Solen ville selvfølgelig lægge sig i spidsen, og det virker rimeligt, at der i en Top 5 både skal være plads til Solens overflade og dens kerne. Men det er vel også dét. Herefter vil man gerne ud på nogle af planeterne, vil man ikke? Jeg tror det.
Med udgangspunkt i et tilsvarende ræsonnement lavede Danskebjerge.dk for snart ti år siden en rangliste over danske højdepunkter. Her er kandidaterne knap så meget naboer som på geologernes lister ovenfor:
1. Møllehøj – Ejer, Jylland: 170,86 moh.
2. Yding Skovhøj – Yding, Jylland: 170,77 moh.
3. Rytterknægten – Vestermarie, Bornholm: 162 moh.
4. Rye Sønderskov – Gl. Rye, Jylland: 157 moh.
5. Them Bavnehøj – Them, Jylland: 153 moh.
Metoden består først og fremmest i at indføre en mindsteafstand mellem bakketoppene. Afstanden er ikke videnskabeligt defineret, men sat til 2000 meter – fordi det virker fornuftigt. Det indebærer f.eks., at Møllehøj og Ejer Baunehøj ikke optræder som to toppe. Ejer Baunehøj frasorteres, fordi lokaliteten ligger få hundrede meter fra den højere beliggende Møllehøj. Det samme gælder flere af de andre toppe, som geologerne havde tildelt prominente placeringer.
Ingen sortering er perfekt
Dermed bliver der eksempelvis plads til bornholmske Rytterknægten på Top 5. På den led er Danskebjerge.dk’s sorteringsmetode mere indgribende end geologernes sondring mellem menneske- og naturskabte terrænpunkter. Bemærk dog, hvor få højdemeter der stadig skiller placeringerne fra hinanden. De små forskelle er bevaret.
Jovist, sorteringsmetoden kan sagtens kritiseres. Men det kan enhver sortering. Hvis man brugte metoden, hvor man sorterer efter fald mellem toppe, ville der også opstå problemer. Hvad med f.eks. de høje punkter ved Møns Klint? De har markant højdeforskel ud mod havet, men indbyrdes – oppe på klinten – adskilles de kun af beskedne fald. Så de ville være i fare for at blive sorteret fra i
hobevis. Sådan er der så meget. Et filter er ingen garanti for millimeterretfærdighed. Og skal heller ikke være det.
Det vigtigste i alt dette er, at læseren præsenteres for præmissen. Altså at der ligger nogle valg til grund for, at en liste ser ud, som den gør. På Danskebjerge.dk’s side med de højeste terrænpunkter i Danmark er metoden da også tydeligt beskrevet.
/Jacob
P.S.: De varmeste steder i Solsystemet? Ja, det findes der faktisk svar på. Se det her.
