Interessen for danske højdedrag kan uden vanskeligheder spores tilbage til oldtiden, hvor først stenalderfolket opførte sten- og jættedysser på fremtrædende steder i landskabet. Senere – i bronzealderen – gik man over til store kuppelformede gravhøje, som i endnu højere grad blev placeret på bakketoppe.
I århundrederne derefter er sporene knap så tydelige, i hvert fald i en kulturel kontekst. Militært spillede bakkerne dog en rolle. Det ser man på bl.a. Bornholm, hvor tilflugtsborgene typisk ligger mere end 100 meter over havets overflade. Alligevel må man sige, at de fleste danske fæstningsværker, der blev anlagt fra jernalderen og frem til middelalderen, har en beliggenhed, der mere har at gøre med nærheden til bestemte farvande end med terrænforskelle. På den måde adskiller de danske forsvarsanlæg sig fra f.eks. dem, man finder langs de tyske floder. Hammershus er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Den kulturelle begejstring for bakkelandskaber dukker op igen omkring år 1800 med nationalromantikken. Her ser kunstnerne en sammenhæng mellem nationen, kulturen og landskaberne. De kunne måske have valgt at dyrke idéen om et Danmark, der er fladt som en pandekage – det bjergløse terræn er jo et dansk særkende, hører man ofte. Men malere som Lundbye og Skovgaard går i den modsatte retning. De fascineres af bakkerne, som på et rent æstetisk plan også er med til at give perspektiv og dramatik i malerierne. Til tider bliver der snydt lidt, sådan at højdeforskellene kommer til at se større ud på lærredet, end de er i virkeligheden.
Især Lundbye var vild med gravhøje og stendysser og deres ophøjede placering i landskaberne. Med sine malerier, som jeg herunder har samlet tre eksempler på, bandt han en sløjfe på Danmarks historie ved at fremhæve oldtidens kulturelle manifestationer og sætte dem i et nyt lys.
Øverst:
“Landskab ved Arresø, med udsigt til flyvesandsbakkerne ved Tisvilde” (1838)
I midten:
“Udsigt ved Vinderød mod Høbjerg ved Frederiksværk med Lundbyes forældres hus” (1839)
Nederst:
“En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs” (1839)
Den 50 højdemeter store skovklædte Høbjerg ligner ret meget sig selv i dag. Derimod er Raklev blevet bebygget, og der er beplantning på flyvesandsbakkerne ved Tisvilde.
Maleriet fra Røsnæs (eller Refsnæs, som var det almindelige navn for halvøen i gamle dage) er en af de allermest berømte gengivelser af danske oldtidsminder. Maleren bestræber sig på at få stendyssen til at se imponerende ud og understrege dens placering højt på en bakketop i et kuperet landskab. Lundbye var født i området og elskede landskabet: “Det er Danmarks Kyst i sin ædleste, men tillige vildeste Character,” skrev han engang.
Se også: http://www.thorvaldsensmuseum.dk/samlingerne/vaerk/B255
De tre malerier finder du i bedre opløsning på Danskebjerge.dk’s Facebookside.
/Jacob
