Cykelrytteren Matti Breschel kommer i et interview med OOBLife.com ind på, hvordan han har det med stigninger, særligt i træningssammenhæng:
“Jeg kan ikke finde ud af at rulle op ad en stigning, pulsen den farer op. Men det har selvfølgelig også noget at gøre med min vægt, og at jeg ikke er nogen klatrer. Jeg ryger hurtigt op i det felt man kalder medium, hver gang der er en stigning eller et bjerg.”
Se, det er et af de mysterier, som undertegnede har spekuleret meget på uden at nå frem til nogen sikker konklusion. Nemlig det her med, hvorfor stigninger generelt medfører forhøjet puls.
Fænomenet gør sig ikke bare gældende inden for cykling. Løbere har samme “problem”: Selvom de egentlig er indstillet på at holde en jævn rytme igennem træningspasset, kommer kroppen i højere omdrejninger, når den udsættes for stigende terræn.
Fysik – eller noget mentalt?
Breschel mener så, at det har at gøre med hans vægt, og at han “ikke er nogen klatrer”.
Hvad kan der ligge i dét? Er det sådan, at tyngdekraften får så stor en påvirkning på allroundryttere og tungere ryttere, at det simpelthen føles forkert at sætte farten yderligere ned? Eller er det den lave fart i sig selv, der giver så meget ubehag, at man tvinger sig selv til at skrue op for tempoet og dermed også for pulsen?
Det er spekulation. For tilbage står, at man vel altid (eller næsten altid: undtagelsen er ekstremt stejle stigninger, hvor man risikerer at gå helt i stå) kan justere farten, så den passer til den ønskede puls. Ideelt set skal man kunne cykle eller løbe rundt i kuperet terræn, uden at det ses på pulskurven.
Jeg har selv prøvet, men det er svært. Hvilket dog ikke udelukker, at det hele er mentalt begrundet. At det ligger dybt i os, at øget modstand fra tyngdekraften skal besvares med øget anstrengelse. Det er da en teori…
Intervaller kommer i anden række
I øvrigt er det rart at se, at Breschel – trods den store mængde struktureret træning, han er tvangsindlagt til – har bevaret sin respekt for landskabet:
“Jeg kan slet ikke det der med at køre op og ned ad den samme stigning, det er vildt uinspirerende, så der vil jeg hellere ud og køre en stor runde. Og hvis ikke stigningen lige passer til intervallet, jamen så er det bare ærgerligt, altså.”
Han har jo ret. Intervaltræning lægger oftest op til, at der kun er kort tids pause mellem de højintense intervaller. Og dette kan de færreste landskaber leve op til. Der er jo som regel nogle kilometer mellem de enkelte stigninger. Dermed bliver der reelt for langt imellem, at pulsen topper. (I en artikel om bjerg- og intervaltræning har undertegnede anbefalet 3-4 minutters højintenst interval i kombination med 2 minutters lavintenst – mange programmer opererer med endnu kortere pauser.)
Det hardcore alternativ er så – som Breschel også nævner – at køre op ad en stigning, vende rundt, køre tilbage og så op igen. Her minimeres pausen. Mere effektivt. Men også mere stereotypt.
Lysten tæller også
Og det er vel en afvejning, som både en professionel udøver og en motionist må foretage: Skal jeg vælge det teoretisk set mest rigtige træningspas – eller skal jeg gøre det, jeg har mest lyst til? Det kan jo faktisk være, at den lystbetonede aktivitet i sidste ende kaster mere træning af sig og således mere end opvejer den effekt, som den “korrekte” træning ville have givet.
Interviewet med Breschel giver i det hele taget det indtryk, at der skal være et element af irrationalitet i træningen. Og det er jo interessant, at dette gør sig gældende på allerøverste niveau og ikke kun blandt os motionister.
Øverst i dette indlæg (eller her) kan du gense Matti Breschel og hele Post Danmark Rundt-feltets møde med Åsevangsvej i Odsherred i 2013-udgaven af løbet. Breschel bærer på dette tidspunkt den gule førertrøje.
/Jacob
