Hvordan ved man, om man er en god bjergrytter?
Du kan samle en masse data om dig selv. Højde, vægt, BMI, fedtprocent, kondital, muskelmasse, ydelse i watt, alder – for blot at nævne nogle af parametrene. Smid tallene i en regnemaskine, og du får en indikation.
Men du kan også bare tilmelde dig et motionscykelløb. Et af de kuperede. Og så er metoden enkel:
Hvis du kører i en gruppe, og du bøvler med at følge de andre på en stigning, så har du halvdelen af svaret.
Hvis du så uden større besvær indhenter dem igen, når terrænet falder, har du fundet frem til den anden halvdel.
Og så er det, at du skal lægge det hele sammen: Hvis du både hænger på stigningerne og triller hurtigere nedad end de andre, ja, så er du med meget stor sandsynlighed IKKE bjergrytter. Yderligere udregninger er sådan set ikke påkrævet.
Ond og hjælpsom tyngdekraft
Forklaringen ligger selvfølgelig i kropsvægten og tyngdekraften. Tyngdekraften er en hård modstander, når du er en tung rytter, men den hjælper dig, når det går ned ad bakke.
Det kan måske lyde overraskende, men undertegnede bestyrer af Danskebjerge.dk hører til netop denne kategori. I ni ud af ti tilfælde, hvor jeg bliver sat i et løb, er det på en stigning. Typisk har jeg været oppe i det røde felt et par gange tidligere, men før eller siden må jeg slippe.
Og selvom jeg får hjælp af tyngdekraften på faldende asfalt, så er der lige en ulempe mere, som man må trækkes med som ikke-bjergrytter. Du har nemlig ikke ret meget gavn af at ligge på hjul opad. Til gengæld er det en stor hjælp, efter man har nået toppen.
Med andre ord: Hvis du mister hjulet på den forankørende, mens terrænet stiger, så har han og de andre i gruppen fordel af at kunne ligge i læ efterfølgende, mens du selv sidder alene tilbage i vinden. Dette er for mit vedkommende opskriften på lidt for meget alene-kørsel i diverse motionsløb.
Smidt af
Som nu i dag til løbet Tour de Vestsjælland, hvor jeg formår at hægte mig på den hurtigste lille gruppe, indtil vi rammer stigning på stigning efter en halv snes kilometer. Jeg må slippe og håber så i stedet, at der kommer nogen op bagfra.
Hvis man er heldig, sidder man kun et par kilometer på mellemhånd, før man finder ind i en ny gruppe. I dag er jeg ikke heldig.
Det samlede deltagerfelt er forholdsvis lille, så der er langt mellem grupperne. Jeg ender med at køre halvdelen af løbet i ynkelig ensom majestæt. For at føje spot til skade var rutens hårdeste terræn placeret i starten. Var jeg kommet med over bakkerne her, ville jeg måske have kunnet sidde i førergruppen meget længere. Hvis og hvis.
Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er en muskelsvindsramt skovsnegl på en stigning. Det er bare sådan, at de fleste motionsløbsryttere skruer op for poweren, når det går opad. Den stærke rytter kan gøre det med blot et par ekstra streger på pulsmåleren som konsekvens. Men på én som mig er virkningen flere gange større. Og så begynder medkørerne lige så stille at forsvinde i horisonten.
Urimeligt – eller?
Jeg er normalvægtig. Men vejer 80 kilo (med de variationer der er hen over sæsonen). Mit gæt er, at den bedste fjerdel i et typisk motionsløb ligger i den nedre del af normalvægtsintervallet eller derunder. Og så er langt de fleste af dem lavere end mig, hvilket i sig selv gør, at de vejer mindre.
Det er egentlig feje hold!
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville klare mig relativt bedre i et løb med få og små stigninger. Hvilket dog ikke får mig til at ønske bakkerne hen, hvor peberet gror.
Ligesom jeg som tv-seer foretrækker at se de professionelle ryttere kæmpe mod hinanden i kuperet landskab, så er stigningerne også med til at give ruterne ude på de danske veje karakter. Der er jo faktisk en god portion spænding ved, at asfalten varierer. Hvor stærke er dem, jeg kører i gruppe med? Kan jeg komme med op over den næste bakke? Og koster det mig for mange kræfter, hvis jeg gør? Med stigningerne kommer der et usikkerhedsmoment ind i cykelløbet, og det gør løbet til andet end bare en udmøntning af den enkelte rytters kondital.
Ny definition
Så for mit vedkommende vil fremtiden utvivlsomt byde på mange flere nederlag på stigningerne. Jeg bliver aldrig nogen bjergrytter, men bakket landskab er alligevel tiltrækkende.
Måske skal man i virkeligheden forstå begrebet bjergrytter lidt anderledes: En bjergrytter er ikke nødvendigvis én, der er god til at cykle i kuperet terræn. Det kan også være én, der bare holder af at gøre det. Og det gør jeg!
/Jacob
P.S.: Billedet ovenfor er taget af Danskebjerge.dk ved dagens løb.
