Hvordan vurderer man, hvor hård en rute er?
Det er vanskeligt.
Mange bruger mavefornemmelsen. “Puha, det her løb var helt sikkert hårdere end det forrige!” lyder det. Men så løse sammenligninger er ikke ret troværdige. Først og fremmest afhænger en løbsoplevelse meget af ens egen ydelse. Hvis du har presset dig selv hårdt i et løb, kan det få dig til at tro, at ruten var særligt hård, selvom den måske ikke var det. Subjektivitet har det med at overskygge objektivitet.
En meget bedre tilgang er at se på antallet af højdemeter. Det er bl.a. den metode, som ligger til grund for Danskebjerge.dk’s liste over danske bjergløb. For at komme med på listen skal løbenes ruter have et betydeligt antal højdemeter, og de er dernæst rangeret efter højdemeter. Så denne opgørelsesform er ret objektiv, i det omfang man kan skaffe data om højdemeterne.
Men man kan også vælge en helt tredje metode. Den går ud på at sammenligne tider. Altså eksempelvis at se på, hvor hurtigt vinderen har løbet. Hvis vedkommende har løbet markant langsommere, end hvad man ville have forventet på en flad rute, så er det en kraftig indikation af, at ruten er meget vanskelig.
Tidskrævende at løbe nedad
Ulempen kan være, at man så ikke længere får et “rent” billede af, hvor kuperet ruten er. For tempoet kan blive påvirket af andre forhold – f.eks. vejrforhold eller særligt drilsk underlag (sten, sand, mudder eller sågar vand).
Men hvis man husker at tage det forbehold, synes jeg, at tidssammenligningerne (som vi vender tilbage til om lidt) er ganske sigende for sværhedsgraden.
Et forhold, der kommer til udtryk på denne måde – og i mindre grad når man alene bruger højdemetermetoden -, er karakteren af nedstigningerne. Som mange bakkeglade løbere ved, er det nemlig nogle gange lige så tidskrævende at løbe nedad som opad. Det er tilfældet, hvis bakkerne er meget stejle, og det er svært at få fodfæste og/eller holde balancen.
På den måde kan et stærkt kuperet løb skille sig kraftigt ud fra et jævnt kuperet. På sidstnævntes bakker kan man puste ud og alligevel holde en høj fart nedad. På førstnævntes kan man også puste ud – i et vist omfang -, men man skal koncentrere sig meget om at sætte fødderne rigtigt, og alligevel er tidstabet betydeligt.
Tempoforskelle i forskellige løb
Når man kigger på nogle udvalgte bjergløbs vindertider (fra 2014), tegner der sig et ret klart billede:
– 1864-Løbet, halvmaraton: 1:22:42 = 15,31 km/t
– Aalborg Brutal Marathon, maraton: 2:47:59 = 15,07 km/t
– Klinteløbet, 10 km: 0:47:13 = 12,71 km/t
– Glarbo Highland Trail, 21 km: 2:12:45 = 9,49 km/t
Vinderne var løbere, der har et niveau svarende til at kunne løbe 10 km på mellem 32 og 36 minutter (konstateret via Google-søgning).
Og hvad viser alt dette så? Ja, det er jo til dels forskellige distancer, så direkte sammenlignelighed er der ikke. Men jeg synes alligevel, at man kan pege på et par interessante pointer ud fra tallene:
– Tempoet i Glarbo Highland Trail er ca. 60% langsommere end i 1864-Løbet. Distancerne er lige lange.
– Tempoet i Klinteløbet er ca. 19% langsommere end i Aalborg Brutal Marathon. Klinteløbets rute er ellers meget kortere end ruten i Aalborg Brutal Marathon (under en fjerdedel).
– Tempoet i 1864-Løbet og Aalborg Brutal Marathon ligger tæt. Det passer med, at koncentrationen af højdemeter er nogenlunde identisk på de to ruter. (At der i Aalborg løbes hurtigere trods den længere samlede distance, kan til dels forklares med styrkeforskellen mellem de to vindere.)
Metode kan udvikles yderligere
Man vil antageligt kunne bruge den her beskrevne metode til ret nøjagtige sammenligninger af løbs sværhedsgrader, hvis man skabte nogle mere kontrollerede rammer for empirien. Man kunne eksempelvis lade den samme løber – eller flere løbere med næsten ens præstationsniveau – gennemføre løbene og sikre sig, at de var i nogenlunde lige god form på de forskellige løbstidspunkter.
Det vil godt nok være en metode, som involverer en menneskelig faktor, og dette er som sagt ofte problematisk i sammenhænge, hvor man tilstræber objektivitet. Men løbere, der vinder løb, er som regel meget stabile i deres præstationer, så jeg er ikke så bekymret.
/Jacob
