Måske er det lidt kættersk at komme med brok på sådan en sankthansaften.
Men jeg ærgrer mig lidt over, at man ikke bruger traditionen til også at hylde et gammelt element i det danske kulturlandskab, nemlig bavnehøjene.
Et tjek på Google viser, at der kun et par steder i Danmark tændes sankthansbål på en bavnehøj.
Bavnehøjene har ellers fået deres navn, fordi det netop var her, man skulle tænde bål, hvis der f.eks. blev meldt om fjendtlige angreb. Så sent som i 1864 var bavne i brug, da Danmark lå i krig med tysken. Konceptet var – indlysende nok -, at et brændende bål er synligt videnom, i særdeleshed hvis det er placeret højt i terrænet.
I dag er kommunikation via bavnehøje for længst gået ud af brug. Og dog – for netop en aften som i aften kunne det være skønt at kunne bevæge sig rundt i landskabet og få øje på sankthansbål på lang afstand. Det ville i sig selv have en æstetisk værdi, samtidig med, at det var en hyldest til bavnehøjene som historisk fænomen.
I stedet er bålene placeret i parker og ved søer og i en del tilfælde også bare ude på en flad mark. Ikke at det behøver at ødelægge oplevelsen for dem, der er mødt frem for at synge fællessang og hygge sig i varmen fra flammerne. Men man forsømmer en lejlighed til at gøre begivenheden en tand mere spektakulær.
Jeg indrømmer, at der er argumenter for at droppe bavnehøjene. Ofte ligger de ret langt ude på landet, og så er de jo i sagens natur lidt anstrengende at bestige med trillebør.
Men min vurdering er, at når først flammerne rejser sig op mod himlen, og man får fornemmelsen af, at lyshavet kan ses i mange kilometers afstand, så vil det være besværet værd.
/Jacob
