Nul grader og kraftig østenvind.
De vejrforhold, vi har for tiden, kan føles helt og aldeles rædsomme, hvis man er typen, der vil ud i landskabet og løbe eller cykle. Men faktisk kan man med enkle midler vende møgvejr til vindervejr. Det var, hvad jeg selv gjorde i dag.
Tricket er dette: Du skal først finde én, der gider give dig et lift. Dernæst kigger du på et kort og finder en vej i nærheden, der ligger øst-vest. Helst i åbent terræn.
Hop ud og løb hjem
Så lader du den venlige sjæl køre ud ad den pågældende vej, indtil du når til et sted, hvor der er en passende afstand hjem. Hvis du er løber, kunne det f.eks. være 5 kilometer, altså stik øst. Herfra har du 5 kilometer hjem – i massiv medvind!
Målet er selvfølgelig at slå din personlige rekord på distancen.
Ja, det er snyd – på en måde. Men tricket kan gøre en dag med trist vejr til en dag med smag af triumf. Og samtidig slipper du for en isnende modvind, der rammer dig som en knytnæve i ansigtet. En medvind af samme kaliber føles derimod som en venlig hånd, som skubber dig fremad og forsyner dig med en ekstra portion selvtillid.
Terrænet kan give ekstra skub
Dagens femkilometer gav mig en rekordforbedring på 13 sekunder, vel at mærke i en periode, hvor min form ellers ikke er i top.
Og tiden kunne have været endnu bedre, hvis medvindsløbet var foregået på en helt flad rute. Eller måske endda en rute med fald undervejs.
Her kunne man have valgt Yding Skovhøj som start. Landevejen fra Yding Skovhøj og ned igennem landsbyen Yding har et forløb, der passer perfekt til dagens vind: Vejen bevæger sig fra øst i en vestlig/nordvestlig retning. Over en strækning på 4 kilometer falder den med næsten 125 højdemeter, hvilket giver en nedadgående hældning på godt 3 procent i snit. Hold da op, hvor kan man få fart på her! Intet andet sted i Danmark findes der en vejstrækning med et konstant fald af samme størrelse. Og tilsæt så den vildeste medvind – det er ren turbo.
Svær at slå
Medvindsløb har dog én ulempe: Det kan give tømmermænd.
Den personlige rekord, du sætter, kan nemlig blive utrolig svær at slå senere hen. Du skal med andre ord tage din nye supertid med et gran salt, og hvis du er et ærligt og redeligt menneske, bør du ikke blære dig over for træningskammeraterne med din stormende toppræstation uden samtidig at fortælle, hvilke forhold den blev opnået under.
/Jacob