Læsere af Politiken vil have bemærket, at sagen om det laveste punkt i Vesteuropa fik masser af spalteplads forleden.

Artiklens udgangspunkt er Danskebjerge.dk’s afdækning af, hvor lavt terrænet i Lammefjorden faktisk er – og hvad det betyder i sammenligning med andre lave punkter i vores del af verden.

Hele artiklen, der har overskriften “Vesteuropas laveste punkt”, kan læses her:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2175077/vesteuropas-laveste-punkt-er-dansk/

Spørgsmålet om det laveste punkt er blevet behandlet af Danskebjerge.dk i flere omgange, og tilbage i foråret 2013 gav det anledning til omtale i flere medier (Ingeniøren, TV 2 Øst, TV 2/Bornholm, P4 Bornholm). Det “nye” i Politikens historie er, at man har inddraget de lokale turistchefer – naturligvis med et vist glimt i øjet, navnlig henimod slutningen.

I en sideartikel var der plads til en anden af Danskebjerge.dk’s dagsordensættende pointer, nemlig at man ikke finder de mest markante bakketoppe ved at kigge på antallet af meter over havet, men ved at måle højdeforskellen i forhold til det nærmeste omgivende terræn. Hvis man har den tilgang, er Aborrebjerg på Møn det største bjerg i Danmark.

Den regionale radiokanal P4 Sjælland, i hvis sendeområde man finder både Aborrebjerg og Lammefjorden, lod sig inspirere af Politikens artikel til at tage emnet op. Det kom der to indslag ud af plus et par nyhedshistorier. Du kan høre klip fra udsendelserne ved at gå ind på Danskebjerge.dk’s Youtube-side.

Danskebjerge.dk blev i øvrigt også omtalt i Østbirk Avis for nylig. Det var op til juleferien, hvor der er god grund til at lede efter danske bakketoppe. Ved at bestige dem kan man jo forbrænde nogle af de kalorier, der ofte hober sig op i løbet af en højtid.

Den midtjyske lokalavis gav den hele armen og bragte de fleste af Danskebjerge.dk’s Top 10-lister i uredigeret form:

http://www.oestbirk-avis.dk/bestig-et-bjerg-i-juleferien

/Jacob