Om vinteren kan fitnesscenteret virke mere tillokkende end sneglatte veje og stier.
Men det behøver ikke betyde, at bakketræningen skal sættes på stand-by.
I fitnesscentrene har man i de senere år fået maskiner, der er rigtig gode til at simulere bakketræning. Og dét inden for flere motionsformer.
Nogle steder har man cykelsimulatorer, hvor man sidder foran en skærm, der viser, hvordan det ville se ud, hvis man var i færd med at bestige en kendt stigning i Syd- eller Mellemeuropa. Filmen er kalibreret med cyklen, sådan at den varierende stigningsprocent svarer til modstanden i pedalerne.
Velkendt er også løbebånd med mulighed for regulering af hældning. Her kan man sætte hældningen så meget op, at man får sved på panden blot ved rask gang. Dette kan f.eks. bruges som opvarmning. Men fordelen er også, at du kan “designe” en bakke, der er længere end dem, du vil kunne finde ude i det danske landskab. Løb eksempelvis 1 kilometer med 10% stigning. Det er hårdt.
Undertegnedes favoritmaskine for tiden er dog ikke de to ovennævnte, men derimod en Cybex crosstrainer. Til forskel fra almindelige crosstrainere kan den regulere modstand og hældning, og det gør en verden til forskel. Før var jeg ved at blive godt og grundigt træt af crosstrainere, men nu har jeg fået motivationen tilbage, og pulsen ligger højere end tidligere.
Jeg bruger programmet “bakketræning”, hvor sværhedsgraden ændres undervejs i en session. Frem mod en “bakketop”, hvor det bliver sværere og sværere at træde, prøver jeg for hvert niveau at holde en bestemt ydelse (vist på et display, der bl.a. angiver watt), og på det sidste stykke presser jeg den næsten maksimalt. Så falder hældning og modstand markant, og jeg får vejret igen – inden næste bakketop langsomt nærmer sig.
Over denne tekst ses et friskt eksempel på en tur i Cybex’en.
/Jacob