Forestil dig, at nogen et kort øjeblik trak bundproppen ud på verdenshavet, sådan at havniveauet sank med – lad os sige – 50 meter.
Det ville ikke gøre nogen forskel i f.eks. Himalaya (det sted vender vi tilbage til).
Men i Danmark ville det ændre landskabet fuldstændigt. Landet ville ikke længere være et ø-rige. Man ville kunne gå tørskoet fra den ene ende af landet til den anden – kun Christiansø ville endnu være afhængig af en færgeforbindelse.
Det er tankespind, ja, – men pointen er, at modsætningen mellem vand og land ikke er så grundlæggende, som vi går og forestiller os. Vi danskere har det med at tænke, at landskabet er noget, der begynder dér, hvor havet ophører. Men virkeligheden er, at landskabet er over det hele – meget af det er blot skjult af hav (skulle man kalde det “vandskabet”?).
Havet erstattede isen
I istiden, som er den periode, hvori det danske landskab primært blev dannet, var der ikke hav omkring Danmark. Landet var derimod dækket af is, og gletsjernes bevægelser skubbede rundt med store mængder grus, sand og ler. Denne proces gjorde overfladen uregelmæssig – med visse niveauforskelle som resultat. Da isen trak sig tilbage, trængte havet sig på. Sjovt nok valgte det at lægge sig nogenlunde “midt i”. Dvs. havoverfladen kom omtrent til at ligge lige så langt under det højeste terrænpunkt som over det laveste terrænpunkt. I praksis betød det, at Danmarks terræn blev til en mosaik af vand- og landområder – sådan som vi kender det i dag (om end havniveauet har ændret sig lidt siden stenalderen).
Nu er der jo det ved havet, at det for det første har en overflade, der skjuler, hvad der ligger nedenunder. Og for det andet kan mennesket vha. skibe bevæge sig hen over det. Derfor har det aldrig haft den store interesse at finde ud af detaljer om terrænet på havbunden. Det vigtigste har været at fastslå dybder i fjorde og bælter, så skibene ikke risikerer at støde på grund.
Det største bjerg
Tilbage til tankeeksperimentet med sænkningen af havniveauet. For hvis man trak bundproppen ud permanent, ville der åbenbare sig nye terrænfænomener, som i dag lever i skyggen af andre. National Geographic har forleden beskrevet i en artikel, at man med rette kunne kalde Mauna Kea ved Hawaii for verdens største bjerg – og ikke Mount Everest i Himalaya.
Fra fod til top måler Mauna Kea, som oprindeligt er en vulkan, lige under 10 kilometer. For Mount Everest er det tilsvarende tal ca. 3 kilometer.
Når det alligevel er sidstnævnte, der traditionelt løber med opmærksomheden, skyldes det, at dets fod ligger i knap 6 kilometers højde over havets overflade. Mauna Keas fod befinder sig derimod 5,7 kilometer under havoverfladen, og den del af bjerget, der ligger over, måler “kun” 4,2 kilometer.
Så statistisk set løber Mount Everest altså med laurbærrene. Men i en verden uden have ville Mauna Kea helt sikkert også have været en stor kanon.
Flere bjerge i sigte
Og der findes endnu flere skjulte mastodonter, fastslår National Geographic:
“Hundredtusindvis af undersøiske bjerge rejser sig fra havets bund, men
færre end 300 er blevet udforsket. Der findes mere detaljerede kort over
Mars’ overflade end over havbundens fjerneste steder.”
I farvandene omkring Danmark gemmer der sig næppe bjerge på størrelse med Mauna Kea. Men det er langt fra utænkeligt, at der findes niveauforskelle, der ligner dem, man finder i nogle af landets mest kuperede oversøiske områder.
Det kunne være interessant at undersøge sagen nærmere. Så det vil Danskebjerge.dk forsøge at gøre. 🙂
/Jacob
