I disse dage går snakken om international profcykling på dansk jord.
Dels tales der optimistisk om muligheden for at få Tour de France til Danmark. Der er en del ikke-franske lande, der har haft æren igennem årene, og Giro d’Italias visit i maj 2012 viste, at det kan lade sig gøre at afvikle velorganiserede etaper i Danmark.
Samtidig forsøger forskellige ildsjæle at puste nyt liv i nogle kuldsejlede UCI-løb i det midt- og nordjyske.
Umiddelbart lyder begge dele som spændende projekter. Og realiserbare.
Der er plads til flere store cykelevents i Danmark. Ved både Giro’en og VM året før var det tydeligt for enhver, at danskerne er meget interesserede i sporten. Og at vi i Danmark har de organisatoriske kræfter, der skal til. Der bør ikke gå mange år imellem, at de helt store ryttere kommer hertil.
Tour-start er perspektivløs
Men har en Tour-start så førsteprioritet? Ikke hvis undertegnede skulle bestemme.
For et besøg af Tour’en er en éngangsforestilling. Der er ikke så meget perspektiv i det for dansk cykelsport. Når udstyret er pakket sammen, og rytterne fløjet til Frankrig, så er festen slut, og det nævnte sportslige tomrum vender tilbage. Jeg er ikke engang så sikker på, at besøget vil gøre varigt indtryk, hverken her i landet eller udenfor. Gjorde Giro’en det? Når jeg tænker tilbage, har jeg det med at blande 2. og 3. etape sammen. De to etaper var så forudsigelige og begivenhedsløse, at det her bagefter kan være svært at skelne imellem dem. Sportsligt set svæver der en tåge af ligegyldighed over arrangementet.
Det er sandsynligt, at det vil gå omtrent på samme måde med en eventuel Tour-start. Der er jo en tendens til, at de første etaper i de store etapeløb er flade, og vurderet ud fra forløbet omkring Giro’en er der ingen tegn på, at de danske arrangører vil modsætte sig tendensen.
UCI-løb kan udvikle sig
Hvis vi til gengæld ser på UCI-løbene, så kan man øjne nogle langsigtede gevinster. Løb af denne type har nemlig det perspektiv, som et enkeltstående fransk visit ikke har.
De kan måske ikke skabe samme momentane eufori, som Tour’en vil kunne, men de kan udvikle sig til en tradition – en tilbagevendende begivenhed, som der vil blive talt om hvert år i cykelkredse, og som ikke mindst har potentiale til at vokse sig til noget endnu større. Meget gerne til en klassiker.
Vi har i dette land et lidt eksotisk forhold til cykelklassikere. Mange tror, det er noget, der hører en bestemt cykelkultur og et bestemt landskab til. Men Danmark ville sagtens kunne huse et klassikerløb. Det er jo f.eks. lykkedes for Holland – et land, der overordnet set er fladere end Danmark. Amstel Gold Race opstod så sent som i midten af 1960’erne, og først for små 25 år siden kom løbet op blandt de helt store. Det er en satsning, der er lykkedes. Noget tilsvarende kunne lykkes i Danmark. Det vil kræve nogle millioner i starten, men på sigt vil det også kaste indtægter af sig.
Vigtigt med et koncept
Men konceptet er vigtigt. Et klassikerløb skal nemlig have karakter. Og her er man nødt til at se på terrænet.
For selvom borgmestre er glade, hvis bare de kan kalde deres by for “startby” eller “målby”, så er store dele af cykelpublikummet mere krævende. De vil også have spænding. Et ønske, der næppe er blevet mindre, efter at såvel VM som Giro’en endte som et orgie af massespurter.
Det er efterhånden veldokumenteret, at der faktisk er steder her i landet, hvor man vil kunne afvikle løb, der i sværhedsgrad matcher visse klassikerløb og de mellemhårde bjergetaper i f.eks. Tour de France. Det er på tide, at nogle tager en beslutning om, at der skal stables et sådant løb på benene. Et løb med en svær rute og med klassikerpotentiale. Dét er der perspektiv i.
Styring påkrævet
Det betyder så også, at der skal ske en vis styring af projekterne. Der har i Danmark været en tendens til, at det er pengene og logistikken, der bestemmer de store løbs geografiske placering. Det må der i nogen grad gøres op med. De kræfter, der skal muliggøre et store dansk UCI-løb, skal samles centralt, og der skal være fokus på det sportslige. Først og fremmest fordi fokus på det sportslige vil øge chancerne for langsigtet succes.
Tag Kongeetapen i Post Danmark Rundt som eksempel. Her stimler tusindvis af mennesker hvert år i august sammen for at se de professionelle ryttere kæmpe sig op ad Kiddesvej i Vejle. Det er jo dér, der er noget at komme efter. Det er dér, dramaet udspiller sig. På Kiddesvej er der skabt en varig succes, fordi det sportslige element har været i højsædet. Dette bør man lære af.
Og så skal man lære af eksemplet fra Holland.
Måske er det hele enklere, end man tror?
/Jacob
