Så er årets Giro d’Italia ved vejs
ende. En Giro, der som bekendt havde et kraftigt rød-hvidt islæt.
Hele tre etaper foregik i Danmark – med Herning og Horsens som
primært omdrejningspunkt.
Men selvom man absolut må rose både
initiativtagere og løbsarrangører for at have virkeliggjort et så
stort projekt, så er der grund til en vis ærgrelse: Den sportslige
spænding udeblev, og man forsømte at fremhæve de mindre kendte
sider af den danske natur. Resultatet er formentlig, at det danske
kapitel i Giro-historien ret hurtigt bliver glemt.
Fejlen lå i designet af ruterne.
Selvfølgelig indgik der ingen store bjerge, for de findes ikke
rigtig på disse breddegrader. Men hvorfor man på samtlige tre
etaper fravalgte næsten alt, hvad der hed bakker, er mig stadig en
gåde. Der er ikke så mange steder i Danmark, hvor terrænet for
alvor kan udfordre toptunede ryttere, men det kan det faktisk i det
midtjyske. Og jo mere udfordrende terrænet er på en rute, desto
større er chancerne for, at løbet ender med andet end en
massespurt.
Men netop sådan endte det på både 2.
og 3. etape i Giro d’Italia: Et samlet hovedfelt hamrede ind mod mål,
og vinderen blev den, der kunne træde hårdest på de sidste meter.
Eller som undgik styrt. For det er jo konsekvensen af rutevalget på
de danske Giro-etaper: De dramatiske højdepunkter bliver ikke af
egentlig sportslig art, men kommer til at handle om, hvem der mon
brager ind i barrieren næste gang eller bliver ramt af konkurrentens
hjul og havner i asfalten.
Desværre er alt dette blot en
gentagelse af, hvad der skete med VM i København sidste år. Ruterne
er for nemme, og styrt bliver derfor de mest afgørende hændelser i
løbene. Jeg synes, dette bør vække til eftertanke hos danske
løbsarrangører.
Jeg kender godt argumenterne for
rutevalget.
Først og fremmest handler det om
økonomi. Dem, der betaler gildet, vil have noget til gengæld.
Nemlig ved, at de bliver profileret udadtil. Det er helt forståeligt.
Jeg vil bare mene, at man profileres
bedst, hvis det arrangement, man finansierer, også vækker
begejstring hos dem, der ser på det. Tænk, hvilken værdi det ville
have, hvis millioner af tv-seere nu sad tilbage med oplevelsen af, at
Danmark faktisk har et landskab, der kan udfordre selv de skarpeste
professionelle cykelryttere? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at
man kunne have gjort mindst én af de danske Giro-ruter betragteligt
hårdere og mere spændende, end tilfældet var, uden at logistikken
ville have lidt under det.
I stedet har dette års Giro fasttømret
en fordom: Danmark er fladt og en lille smule kedeligt.
/Jacob
