Mudderhuller og ankelhøjt vand.

Hvem er ikke stødt ind i sådan noget på en løbe-, gå- eller mountainbiketur.

Nogle gange møver man sig igennem og prøver at udholde de våde sokker, der bliver resultatet. Med mindre man da ligefrem må helt ned og ligge i pløret.

Andre gange må man give op og vende om allerede ved synet af den uventede sø. Uanset hvad er det en oplevelse, der kan give skår i motionsglæden.

Indrømmet: En grussti er ikke et parketgulv, slet ikke i vinterhalvåret. Men der er også, synes undertegnede, en tendens til, at man lader stå til, når det gælder stier. Mange mener tilsyneladende, at det er naturen, der afgør, om en sti skal stå under vand eller ej. Sådan er det sjældent.

En druknet sti er nemlig oftest resultatet af manglende vedligeholdelse.

Stier er ikke så meget anderledes end asfaltveje: Hvis de ikke renoveres fra tid til anden, bliver belægningen ødelagt, og der opstår huller. Ofte ser man, at vandet ligger på stien og ikke uden om den. Hvorfor? Fordi stien er slidt så meget ned, at der er sket en fordybning. Så kommer stien nærmest til at virke som en magnet, der suger vand til sig. Og om vinteren, hvor fordampningen er beskeden, kan oversvømmelsen derved blive permanent.

Ergo: I stedet for at give vejrguderne skylden kunne man overveje, om ikke mennesket (dvs. skovens ejer, myndighederne eller måske nogle virksomheder eller foreninger) kunne gøre noget for at rette stien op. Det kræver lidt arbejde og også nogle penge, men når man tænker på, hvor meget gavn er god sti gør, så burde man altså kunne finde ressourcerne til en renovering.

Tænk over dét – næste gang du falder i med begge ben (eller bare det ene)!

/Jacob