“Du er godt klar over, at det her er privat grund, ikke?”
Hvor ofte har man ikke fået slynget sådan en bemærkning i hovedet, når man har improviseret sig lidt omkring i det danske landskab på en løbetur. Senest her til eftermiddag.
Det var i øvrigt en jæger, der kom med den geniale bemærkning. Så jeg skal vel være glad for, at jeg ikke blev skudt…
Hvor meget er det lige man ødelægger, når man har et par løbesko under fødderne? Og når man tilmed er alene og formentlig er den første, der har indfundet sig på stedet hele dagen?
Det er ingen hemmelighed, at undertegnede ønsker en lempelse af reglerne for tilgængelighed i den danske natur. Jf.: http://danskebjerge.dk/topolitik1.htm
Et synspunkt, der også deles af miljøorganisationer, men det er vist noget, der er svært at komme igennem med:
http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=7359
I ovenstående tilfælde drejede det sig om en markvej ned mod en ådal. Der var ingen skiltning el.lign., som kunne indikere, at det var privat. Skal man så være “på den sikre side” og undlade at løbe/cykle ned ad en markvej, fordi der er *risiko* for, at den er privat? Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, tvivlen skal komme trafikanten til gode. Med mindre den private ejer har andet end sin private ejendomsret til at argumentere med. Og hvis vedkommende har det, jamen, så må han/hun sætte et skilt op.
Jeg vil egentlig godt opfordre til lidt civil ulydighed på dette område. Hvis du er en fornuftig person, der tænker sig om, så har du hermed min velsignelse til at bevæge dig rundt over alt i den danske natur, også selvom det måske er på privat ejendom. Det kan være, der følger noget brok med, men det kan man overleve. Som regel.
/Jacob
Hej Torstein.
Tak for din kommentar!
Jeg synes, den
private ejendomsret giver god mening, når det handler om privatsfære og
materielle værdier. Men hvis man råder over et stykke af det danske
naturlandskab, så synes jeg, at der må følge fleksibilitet med. Herunder
en afvejning af, hvor stor negativ indflydelse det har, hvis andre
mennesker bevæger sig ind på et stykke jord eller skov, der formelt set
er privat. En løber eller en lille familie på skovtur gør umådelig lille
skade. Så i de tilfælde har jeg svært ved at forstå den aggressivitet,
man ind imellem mødes med.
Hvis du med “tiltvinge” mener forcering af hegn el.lign., er jeg enig med dig – det skal man ikke.
/Jacob
At tiltvinge sig adgang til privat ejede områder, ved – uden videre at forcere disse områder, er selvfølgelig en afledning af den tiltagende utidige socialisering her til lands. Det er dén – efterhånden mere og mere brugte tankegang – at hvad der er dit – det er også mit, en tankegang – som er helt i tråd med den udanske naturfredningsforening, som har udviklet sig til et politisk forum af tag selv bord! Mærkværdigvis er interessen fra andre ikke så udpræget, når det gælder de forpligtigelser og opfyldelsen heraf,der følger med ejers ejendom.
Til de fleste kulturer hører almindelig høflighed – og det kommer man længst med.Er den høflighed og hensyntagen ved at gå fløjten i Danmark? Så hvad med at lægge ud fra den gode side – vise ejeren forståelse, tilkendegive sin interesse for at besøge dette – efter egen formodning, helt specifikke område. Opsøg ejer og spørg om det ville være til stor gene og irritation, om du fik tilladelse til at kigge nærmere på naturen, og samtidig få anvist de adgangsveje som ejer finder egnede?Dialog fremmer forståelsen.
Opdatering:Hvis jeg tolker nedenstående tekst korrekt, så måtte jeg gerne bevæge mig rundt, sådan som jeg gjorde forleden. Først gik jeg ad en vej, der godt nok er privat, men den ligger i det åbne land, og intet andet er angivet, så den må være frit tilgængelig. Da vejen ophørte, gik jeg over på en ikke indhegnet eng. Den er også privat, men det er samtidig et “udyrket areal”, og i og med at den nævnte vej er frit tilgængelig, havde jeg også lovlig adgang til arealet. Ergo overholdt jeg loven!Teksten fra Danmarks Naturfredningsforening:“Udyrkede arealer er åbne for færdsel til fods og ophold, hvis der er lovlig adgang dertil. Hunde skal føres i snor. Der er desuden adgang til hegnede, udyrkede arealer gennem låger, led og ligende, hvor der ikke er græssende husdyr. Ejeren kan dog ved skiltning forbyde adgang i særlige tilfælde.Veje og stier i det åbne land er åbne for færdsel til fods og på cykel. Kun i særlige tilfælde kan ejeren forbyde en sådan adgang med henvisning til mark- og vejfredslovens § 17. Det er muligt for ejeren ved skiltning lovligt at begrænse færdsel, f.eks. motortrafik eller ridning.”