Giro
d’Italia i Jylland – endnu en flad fornemmelse?
Først et
stort tillykke til den række af jyske byer, der til næste år får besøg af Giro
d’Italia. Det er imponerende, at man har kunnet få en af verdens største
sportsbegivenheder dertil – det gavner cykelsporten, men giver selvfølgelig
også en masse fortjent omtale. Flot.
En del af
min glæde punkterede dog, da jeg så ruteforløbet for de tre etaper.
Lad gå, at
enkeltstarten ligger i Hernings bymidte, hvor terrænet som bekendt er temmelig
jævnt. Men når det gælder etape 2 og 3, er højdeprofilen unægtelig skuffende.
En flad fornemmelse.
Området
mellem Horsens og Lemvig er ellers kendt for sine mange bakker. Bakker, der kan
få afgørende indflydelse på et cykelløb, hvis de kombineres rigtigt.
Vel er det
ikke bjerge, som man finder dem i Alperne eller i Norge for den sags skyld. Men
hvad disse stigninger ikke har i størrelse, det har de i antal. Det går ganske
enkelt så meget op og ned, at terrænet nemt kan skabe spredning i et cykelfelt,
og erfaringerne fra den såkaldte Kongeetape i etapeløbet Post Danmark Rundt
viser, at de stejle gader i Vejle altid fører til spændende væddeløb med masser
af udskilning. Det kræver blot, at de hårdeste stigninger ligger umiddelbart
før afslutningen på etapen.
På det
punkt dumper de danske Giro-etaper. Desværre.
Anden etape
er en decideret flad etape. Østerbjerg i Lemvig er en fin stigning efter dansk
målestok, men den ligger allerede halvvejs på ruten og får derfor – tør jeg
godt sige – ingen vigtig betydning for etapens slutresultat. Æv, æv.
De mange
kilometers kørsel langs Vesterhavet synes jeg er en glimrende idé med høj
æstetisk værdi og muligvis en hel del blæst. Men selv hvis blæsten skulle
splitte hovedfeltet, er det stærkt tvivlsomt, om det vil få afgørende
betydning, da også denne strækning befinder sig langt fra målstregen.
Tredje
etape er mere kuperet, men der er tale om bakker uden specielt store
stigningsprocenter. Blandt de mest krævende er vejen op til Ejer Bavnehøj – en
sejtrækker for en cykelmotionist, men for en prof er stigningen næppe
skræmmende. Og den er placeret hele 85 kilometer fra mål, så ethvert angreb,
der foretages her, vil formentlig blive annulleret, inden feltet returnerer til
Horsens. Og ellers sker det på én af de tre ret flade afsluttende runder i
Horsens by.
Det undrer
mig virkelig, at man ikke har tænkt det sportslige aspekt mere ind i
ruteplanlægningen, end tilfældet er. Hvorfor lægger man eksempelvis ikke en af
etapeafslutningerne på en stigning? Det ville skabe meget mere spænding om
udfaldet. Og samtidig ville man gøre en smule op med udlandets forestilling om
Danmark som en nation, der er flad som en pandekage.
Jeg forstår
for så vidt godt argumentet om, at der vil være flest tilskuere, hvis opløbet
ligger på hovedstrøget i en by. Men Giro d’Italia er ikke et midtjysk gadeløb.
Det er en verdensbegivenhed. De millioner af mennesker, der sidder og ser
Giro’en på tv, er først og fremmest interesseret i et spændende ræs. De ville
elske, hvis en lykkeridder eller to kunne stikke af fra feltet og sikre sig
etapesejren ved at udnytte et stykke stigende terræn.
Massespurter
hører til i cykelsporten, jovist. Men de mest mindeværdige øjeblikke opstår,
når der sker noget uventet – når nogen satser og vinder. En massespurt derimod
er glemt dagen efter. Og det er vel ikke hensigten, at det danske kapitel i
Giro d’Italias historie skal gå i glemmebogen så hurtigt?
Vi har lige
haft et VM i Rudersdal ved København. Op til mesterskaberne blev det
diskuteret, om ruten var kuperet nok til, at supersprinterne ville komme til
kort. Det var den ikke: Det endte med en massespurt.
Hvor ville
det have været forfriskende, hvis man havde taget konsekvensen og givet
sværhedsgraden et solidt nøk opad. Bare på én af de tre Giro-etaper.
/Jacob
(Dette indlæg har også været bragt i bl.a. Herning Folkeblad.)
