Enkeltstarterne ved VM er overstået, og nu venter det, man vel godt kan tillade sig at kalde højdepunktet: Linjeløbet omkring Søllerød.
http://www.danskebjerge.dk/artikler-vmruten4.htm
Søndagens 266 kilometer er blevet diskuteret meget rundt omkring i debatfora på nettet: Er ruten en ren foræring til sprinterne – eller går de døde, inden Geels Bakke nås for sidste gang? Dem, der tror på et sprinteropgør, er vist svagt i overtal, men ikke så få forventer, at det går anderledes.
Alene denne diskussion er en sejr for VM-arrangørerne: Det øger usikkerheden om udfaldet, fordi det er så svært at afgrænse feltet af mulige vindere.
De seneste vejrudsigter ser gode ud – solskin og svag vind -, og det vil favorisere sprinterne. Men så sent som i dag talte Danskebjerge.dk med en VM-deltager, der følte sig sikker på, at VM ikke bliver en ren massespurt. Det kunne dog godt blive en afgørelse, hvor 30-40 mand kommer hjem sammen, mente han.
Men det centrale spørgsmål, set fra beskuerens synsvinkel, er vel heller ikke, hvordan løbet ender. Det afgørende er, hvordan løbet udvikler sig. Altså om der sker noget, der skaber spænding om udfaldet. Eller hvis man skal være lidt fræk: Det gør ikke noget, at Cavendish kværner først over stregen, hvis bare andre forinden har gjort et bravt forsøg på at forhindre, at det ender sådan.
Ha’ et godt VM. Måske ses vi der?
/Jacob