Man kan blive godt ør i hovedet af at læse afgørelser om nedlæggelse af stier og markveje. Jeg har af samme grund kun fået kigget på en håndfuld, men tendensen er, at den private lodsejer har gode chancer for at vinde sagen, hvis…:
– der i nærheden af den pågældende sti findes en anden vej/sti, der fører omtrent samme sted hen (til en strand el.lign.)
– lodsejeren etablerer en ny sti, der mere eller mindre kompenserer for den sti, der fjernes
Derimod ser det ikke ud til at være af afgørende betydning, hvor længe en sti har eksisteret, eller hvem der har brugt den. Det er ellers noget, der ofte debatteres i sager om stier. Jeg læste om en sag, hvor Natur- og Miljøklagenævnet tillod nedlæggelse af en sti, selvom der var fremlagt dokumentation for, at den havde eksisteret i over 150 år. Afgørelsen faldt ud til fordel for lodsejeren, fordi der fandtes en anden adgangsvej i nærheden.
Det kan – set fra en motionist- og naturnydersynsvinkel – umiddelbart synes positivt, at nævnet lægger stor vægt på, om der findes alternative adgangsveje. F.eks. er det nok meget svært for en lodsejer at få lov til at nedlægge en sti, hvis denne sti er den eneste adgang til et strandområde.
Til gengæld er tendensen i afgørelserne ikke god, hvis man holder af stisystemer, hvor man eksempelvis kan løbe på en rundstrækning. Natur- og Miljøklagenævnet er forholdsvis ligeglad med, om du skal løbe ud og hjem ad samme vej. Så der er grund til at sove lidt uroligt, hvis du har en favoritrundstrækning, der ligger på privat jord.
Det lader i øvrigt heller ikke til, at du kan stille krav til tilstanden af en sti, som ligger på privat grund, og som offentligheden har adgang til. En sti kan eksistere alene i kraft af, at den bliver brugt hyppigt og dermed ikke gror til. Omvendt kan man altså ikke som bruger af stien kræve, at huller i stien repareres, eller generende grene beskæres.
Og hvad så med sagen fra Maglesø? Her er der etableret en alternativ sti øst for traktørstedsgrunden, og dette forhold forbedrer de nye ejeres chance for at vinde sagen. Jeg vil dog sætte spørgsmålstegn ved, om den rekreative værdi af denne sti er på højde med værdien af den nuværende skråsti. Fordelen ved den nuværende sti er langt fra kun linjeføringen, men i høj grad også udsigten ud over søen. Fra stien har man områdets bedste udsigt, og derfor vil det være et tab for offentligheden, hvis stien forsvinder.
Her får I lige ordlyden af Naturbeskyttelseslovens paragraf 26a og 26a stk 3 (mine fremhævninger):
“Nedlæggelse af gennemgående veje og stier, nedlæggelse af veje og stier, der i øvrigt fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25, og nedlæggelse af veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende, må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.
Stk. 3: Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder.”
/Jacob
