Hvis Michael Rasmussen havde skrevet en bog uden at nævne doping, var der måske blevet plads til lidt mere om det terræn, han har trænet i som barn og ungt talent. Men “Gul feber” er først og fremmest en bog, som fokuserer på det barske og forræderiske liv som professionel, og derfor spiller et sted som De Midtsjællandske Alper en meget lille rolle.
Et enkelt sted er de dog nævnt, nemlig som forklarende tekst til et billede fra juniortiden, hvor man ser den unge Rasmussen køre alene over stregen til et løb:
“Eftersom jeg ikke var nogen sprinter, var jeg tvunget til at gå alene i udbrud, hvis jeg skulle vinde i Danmark. De midtsjællandske ‘alper’ passede mig godt,” skriver han i bogen.
Hvilket kun kan tolkes sådan, at han satte sine afgørende angreb ind, når det gik opad. Som det jo gør flere steder omkring Maglesø og i egnen omkring Elverdammen. På sin egen beskedne, men utvetydige måde fortæller denne lille passage, at for en let rytter har terrænet en afgørende indflydelse på hans strategi og resultater.
Er der så nogen som helst sammenhæng mellem bakkelandskabet på Midtsjælland og Kyllingens senere dopingmisbrug? Ja, der er jo den sammenhæng, at Rasmussen i sine teenageår indså, at han ikke kunne vinde på flad vej, og mange løb i Danmark foregår jo – må man erkende – på flad vej. Så han blev endnu i sine ungdomsår stærkt optaget af de skrappe bjerge i Norditalien, og det var også i Italien, at han som nyprofessionel blev introduceret til EPO og væksthormoner.
/Jacob
