Den i skrivende stund mest omtalte danske cykelrytter Michael Rasmussen har utallige gange forceret den stigning, der ses på billedet ovenfor.

Den ligger nemlig ikke så langt fra den midtsjællandske by Tølløse, hvor Rasmussen er vokset op.

Nærmere bestemt møder man bakken på Maglesøvej ud for traktørstedet ved Maglesø. Den kan med en maksimal stigning på 12,5% tvinge pulsen i vejret på selv stærke ryttere. Man behøver dog næppe ligefrem dope sig for at kunne komme op over stigningen, for den er kun få hundrede meter lang.

Stigningen er langt fra den eneste i området omkring Maglesø. Og det er det, der gør disse veje så velegnet til landevejscykling: bakkerne ligger som perler på en snor. Dertil kommer, at omgivelserne er meget smukke. (Mere her.)

Unge Rasmussen har cyklet rundt i dette bakkelandskab og formentlig gjort sig lyse tanker om en fremtidig stor cykelkarriere. Til gengæld har han næppe forestillet sig, at det hele skulle ende med et pressemøde og en kæmpe dopingindrømmelse.

/Jacob