I bondestenalderen påbegyndte mennesket en sejlivet tradition: at indsamle store sten og placere dem oven på terrænoverfladen. Ikke for at bygge boliger til de levende. Men for at skabe rammer for de døde. I hvert fald indeholder disse anlæg typisk én eller flere grave.

Det vilde er, at stenalderfolkenes byggerier er så pokkers store. Tag nu Danmarks længste langdysse. Den ligger ved Skive, er noget beskadiget, men blev engang opmålt til at være 185 meter lang. En ordentlig krabat – næsten lige så lang som to fodboldbaner i forlængelse af hinanden.

For nylig har jeg besøgt to andre langdysser, der også er blandt Danmarks længste. Det er Grønsalen ved Fanefjord Kirke på Møn og langdyssen ved Reerslev sydøst for Kalundborg. Den første er 102 meter lang, den anden 100 meter. I højden måler de begge beskedne to meter. Men det er konceptet med omgivende randsten, der gør disse dysser til så imponerende anlæg. Tænk engang at skulle skaffe store sten til at sætte rundt om en høj, der er hundrede meter lang. Ved Reerslev er mange af stenene væk i dag, mens Grønsalen stadig har hele 145 randsten (foto herunder).

Bondestenalderens stenbyggerier var i et par årtusinder de største i Danmark. Og jeg er lige ved at sige: Det er de stadig. For der er da forholdsvis langt imellem, at der i dag laves bygninger, som er mere end 100 meter lange, er der ikke? De af vore bygninger, der har religiøse formål, kan i al fald ikke hamle op med dem fra bondestenalderen. Danmarks længste kirke, Aarhus Domkirke, er kun 93 meter lang.

Okay, selvfølgelig er nutidens – og vel også middelalderens – stenbyggerier mere avancerede end oldtidens. Men de stakkels stenalderfolk havde næsten ingen teknologi til rådighed, da de anlagde deres langdysser, og alligevel leverede de så iøjnefaldende arkitektur. Det kan man kun have dyb beundring for.

I bronzealderen ændrede gravtraditionen karakter. Nu skulle gravene være kuppelformede og helst ligge højt i terrænet. På en måde blev højde det nye sort (Danmarks største gravhøj, Hohøj ved Mariager, er 12 meter høj), mens de lange rækker af store sten gik af mode. Specielt i 1800-tallet blev et utal af sten fjernet og brugt til diverse andre byggeprojekter, og kun en gæv kamp for at få fredet langdysserne hindrede ødelæggelserne i at fortsætte. At Grønsalen i dag har så stor en del af sine randsten bevaret, hænger meget sammen med, at dyssen blev fredet allerede i 1831.

/Jacob

(Foto øverst og i midten: Grønsalen, Møn. Foto nederst: Reerslev-dyssen, Nordvestsjælland.)