Vi er kommet ind i den kolde tid, og
traditionen tro dukker der artikler op med såkaldte gode råd til,
hvordan man skal klæde sig på til lave temperaturer. F.eks. har
Dr.dk’s motionssektion lige bragt en artikel om det:

[Vælg
det rigtige løbetøj til efterår og vinter
]

Jeg tvivler
ikke på, at eksperten i artiklen ved en hel del om det, han taler
om. På den anden side viser historiens gang, at de gode råd ikke
nødvendigvis er de rigtige, i hvert fald ikke for alle mennesker.

I
en årrække hørte vi f.eks., at støddæmpning var ét og alt, når
det gjaldt køb af løbesko. Den sandhed har fået en del
modifikationer på det seneste. I mange tilfælde vil en meget
fladere sko være det bedste valg. Der er endda undersøgelser, der
har vist, at støddæmpning øger skadesrisikoen.

Men i
artiklen ovenfor handler det altså om beklædning til ben og
overkrop, og her er vi trygt tilbage ved de traditionelle
anvisninger. Det er først og fremmest klassikeren med de tre
lag:

Inderst skal man have en god og svedtransporterende
undertrøje, så man ikke bliver våd og klam. I midten kan man have
en almindelig polyester løbetrøje eller fleece. Og yderst en
vindtæt og vandtæt skal
.”

Der er flere ting, man kan sætte spørgsmålstegn ved:

Hvilke vejrforhold er denne beklædningsstrategi egnet til? Der er
kæmpe forskel på, om det er en blæsende, grå novemberdag eller en
snestorm i februar med tocifrede frostgrader. Hvis det er det første,
så virker tre lag noget overdrevet. Jeg vil mene, at man skal ned i
nærheden af frysepunktet, før tre lag er relevant. Også selvom man
er lidt kuldeskær.

Forhindrer en svedtransporterende undertrøje, at man bliver “våd og klam”? Faktum er, at hvis kroppen genererer fugt, så skal det ende et sted. Dem, der dyrker spinning, vil vide, at også kunststoftrøjer samler masser af fugt op.

Kan tøjlag virkelig samarbejde? Det får man fornemmelsen af, når man hører om den nærmest magiske kombination: at lagene på forunderlig vis i fællesskab kan transportere sveden fra huden og væk fra kroppen.
Det lyder avanceret – måske lige avanceret nok!

– Hvorfor anbefaler eksperten
en “vindtæt og vandtæt skal”?

Med mindre
manden er blevet citeret uden for rette kontekst, så er vi altså
her ude i nogle råd, som kun gælder i helt ekstreme situationer.
Jeg har f.eks. kun meget få gange løbet med vandtæt jakke, da denne
– trods åndbarhed – har det med at holde for meget på fordampningen
indefra. Og samtidig er der jo det med regnvejr, at det hører et
relativt mildt klima til; her i november ligger vi ofte tættere på 10 end på 0 grader. Derfor kan jeg næsten ikke se, hvornår tre lag –
hvoraf det yderste er en regnjakke – vil være den rigtige løsning.
Rådet passer ærlig talt mere til en motionscyklist, hvor dele af
kroppen er i ro og derfor nedkøles.

– Er der kun én slags undertøj, mellemlag og yderjakke? Trelagsmyten forudsætter, at alt tøj er lavet
efter bestemte standarder. Men virkeligheden er, at der findes et
stort spektrum af beklædning. Alene inden for sportsjakker findes
der både tynde og tykke, og det er blevet almindeligt, at
producenten angiver, hvilke temperaturintervaller tøjet er bedst
egnet til. Min holdning er, at man skal klæde sig på efter erfaring
og ikke efter antal af lag.

– Hvordan varmeregulerer man, når man har tre lag på? Jeg har en Newline softshelljakke,
som jeg er blevet meget glad for, når jeg cykler. Den er temmelig
varm, og det betyder, at jeg kan nøjes med at have en t-shirt inde
under, selvom temperaturen ligger på 10-12 grader. Det går fint, og
hvis det alligevel bliver for varmt, lyner jeg ned. Med tre lag er den manøvre vanskeligere. Jo flere lag man
har på, desto sværere bliver det at regulere varmen.

Dr.dk’s artikel har
andre vinterråd, jeg heller ikke vil skrive under på:

Det
er et must med gode svedtransporterende underbukser
.”

Æhh. Hvad skal man med dem?

Det er muligt, at nogle vil
have glæde af specialundertøj, men det skal flertallet da ikke lide
under? Hvis det virkelig var alfa og omega, ville jeg da for længst
være ramt af alle mulige dårligdomme, for jeg har aldrig nogensinde
båret svedtransporterende underbukser, hverken i varmt eller koldt vejr.

I øvrigt er løbe- og
cykelstrømper også i den grad noget opreklameret gear-hysteri.
Bomuld har alle dage været et udmærket materiale, og man kan fint
gemme kunsstofsstrømperne til de dage, hvor det står ned i stænger,
og man kan have gavn af, at stoffet tørrer hurtigt.

Det siger sig selv, at man kan spare en del penge ved ikke at købe overflødigt udstyr og tøj. Men der er også en anden fordel. En af
de ting, jeg godt kan lide ved løb som motionsform er, at den er nem at klæde om til. Personligt
nyder jeg, at man hurtigt kan skifte til løbeuniform og ikke skal
skifte samtlige beklædningsgenstande ud med nogle, der er særligt
beregnet til løb. Af med bukserne og på med en løbetight. Af med
hverdagsskoene og på med løbeskoene. Og skift evt. trøjen ud
med en løbetrøje – og så af sted. Hvis også strømper og undertøj skulle skiftes, ville det gøre det hele en smule mere besværligt.

Efterlader dette os så som forsvarløst bytte for den glubske kulde?

Selvfølgelig ikke. Det er min påstand, at
de fleste løbere har større problemer med overophedning end med
underafkøling. Hvor tit ser man ikke motionsløbere med en trøje
bundet rundt om livet. Det er da bøvlet, og formentlig kunne det
have været undgået, hvis den pågældende havde accepteret af fryse
en lille smule lige op til løbet. Man dør ikke af at fryse i nogle
få minutter!

Det er tankevækkende, at der på
Eremitageløbets hjemmeside står ét råd til deltagerne angående
påklædning. Det er ikke noget med tre lag eller noget i den stil.
Nej, rådet er, at de skal undgå at tage for meget tøj
på.

/Jacob