Se godt på ovenstående kort. Det viser, hvor det blæser mest og mindst. De blå områder er vindsvage, mens de gule og røde er de mest vindpåvirkede. Midt imellem har vi de grønlige områder, og det er dem, der dominerer i Danmark. De repræsenterer en gennemsnitlig vindstyrke på ca. 5 m/s. Dette er ret meget ud fra en europæisk målestok. Så der er noget om snakken, når folk siger, at vinden er Danmarks bjerge. Det er vinden, der – med lidt god vilje – kan gøre en cykeltur i Danmark lige så anstrengende, som når man cykler i Alperne eller de norske fjelde.
Er det så det bjergfattige landskab, der gør, at Danmark er et blæsende land? I nogen grad.
Hvis der var mere kuperet, ville vinden møde mere modstand, og så ville den aftage. Mange kender nok til de dybe dale i bjergområder. I dalene er der oftest ret stille, selvom det blæser i højderne. Det skyldes bjergenes læeffekt.
Omvendt er det ikke sådan, at fordi et område er fladt, så er gennemsnitsvinden også kraftig. Det kan vi se på det vindkort, man finder på Global Wind Atlas. En næsten pandekageflad landsdel som Lolland-Falster er ikke mere vindudsat end så mange andre egne i Østdanmark.
Større betydning har beliggenheden i forhold til havet. Generelt er det sådan, at jo tættere på havet en lokalitet ligger, og jo større dette havområde er (især ud mod vest, hvorfra mest vind kommer i Danmark), desto mere blæsende er der på lokaliteten.
Det har ikke været muligt for mig at fastslå, hvad der er dét mest blæsende sted i Danmark (det afhænger jo også af kriterierne), men jeg har nogle bud. Hvide Sande er et af dem. Byen ligger midt på en lang landtange, fuldt eksponeret mod hhv. Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Ifølge Global Wind Atlas er middelvinden på hele tangen 7,9 m/s. Ikke det mest oplagte sted at spille havebadminton!
En anden vestjysk tange, nemlig Harboøre Tange, er også forblæst, men har en middelvind, der er 0,2 m/s lavere end den ved Hvide Sande. Stormfulde havnebyer som Hanstholm og Hirtshals ligger på ca. 7 m/s.
Lidt overraskende skal vi over mod Sjælland for at finde en lokalitet, der i endnu højere grad gør sig til som Danmarks mest blæsende. Det er øen Nekselø ud for den nordvestsjællandske kyst. Øen ligger ganske vist indenfor det, man kalder indre danske farvande. Men i stik vestlig retning er der hele 40 kilometer til næste landområde, som er Samsø. På dette stykke kan vinden virkelig få fart på, fordi havet i meget ringe grad bremser vind. Ifølge Global Wind Atlas ligger vindhastigheden på Nekselø i gennemsnit på knap 8,4 m/s, hvilket er hele 3,4 m/s over landsgennemsnittet på 5 m/s. Det er også mere, end hvad der gælder for øer som Fanø, Mandø og Rømø i Sydvestjylland (ca. 7 m/s) og Agersø og Omø i det sydlige Storebælt (ligeledes ca. 7 m/s).
Til dette skal bemærkes, at der i f.eks. byen Svinninge, som ligger på landsiden 9 kilometer fra Nekselø, er gennemsnitlig vind. Der er altså ikke tale om en generelt forblæst landsdel, men om særlige forhold ude på øen.
Min egen erfaring fra stedet er, at det rigtig nok blæser meget, men at der ofte er en del læ på øens østlige side. Her skal man dog huske på, at den vind, der ligger til grund for min lille gennemgang her, er målt i 10 meter over havet, og dermed forsvinder noget af skråningernes lævirkning. Om der er mulige fejlkilder, der gør sig gældende i forhold til Global Wind Atlas’ vinddata om Nekselø, skal jeg ikke gøre mig klog på.
Hvis vi ser lidt bredere på det, så er der en tendens til, at det blæser mest i vestvendte områder. Man kan ane det på kortet fra Global Wind Atlas: Der er ret gult i det vestlige Jylland og på det vestlige Sjælland. Det er dog ikke nogen kraftig tendens. Det afspejler blot, at det typisk blæser lidt over 5 m/s det ene sted og typisk lidt under 5 m/s det andet sted.
På Fyn er tendensen næsten ikke eksisterende. Man skal helt ud til kysten for at finde lokaliteter, der er entydigt mere blæsende end længere inde på øen. Dette hænger utvivlsomt sammen med, at der ikke er ret langt mellem den fynske vestkyst og Jylland. Noget tilsvarende gør sig gældende for øer som Als og Langeland – de ligger i læ for vestenvinden.
Så har vi de blå områder. Den blå farve repræsenterer vindsvage områder. Det vil typisk sige mindre end 4,5 m/s. De to største blå områder er Midtjylland og Nordøstsjælland. En årsag er, at disse områder ligger et godt stykke fra en vestvendt kyst, men der er – desværre, fristes man til at sige – også en mere elementær grund: Stederne er skovrige. Når vinden måles i 10 meters højde over terræn, er det klart, at skove slår ud som vindfattige områder. Så ud fra en topografisk betragtning er dette ikke så interessant – ud over at det jo slår fast, at hvis man vil slippe for irriterende rusk, så er en skov et godt sted at tage hen!
I det relativt vindfattige Københavnsområde er det til gengæld ikke træer, der blokerer mest for vinden. Det er derimod bygninger. I forstæder som Albertslund, Ballerup og Gladsaxe ligger vindgennemsnittet på 3,5-4 m/s. På en gå- eller cykeltur i en tæt bebygget københavnsk forstad får du altså mindre end halvt så meget sus ind på kroppen, som hvis turen foregik på Nekselø.
Bevæger vi os yderligere vestover og ud af den tætte storby, sniger vinden sig op på 4,5-5 m/s. Nede på det vestlige Amager blæser det endnu mere (knap 7 m/s), hvilket må tilskrives dels eksponeringen ud mod havet i vest og dels fraværet af tæt bebyggelse.
De nævnte variationer er langt hen ad vejen et produkt af, at vi som sagt tager udgangspunkt i vindstyrke målt i 10 meters højde over terræn. Går vi op i 50 meter, kan man se på Global Wind Atlas, at de små variationer svinder ind. Vindstyrken øges (det gør den jo altid, når man stiger højere til vejrs), mens landskabets indvirkning på vinden reduceres. Men samtidig tydeliggør det en forskel på Danmark i forhold til flere af vore nabolande: Danmark fremstår nu som et temmelig rødt område, mens der er grønt mange steder i Tyskland, Polen og det sydlige Sverige. Det vil sige, at man alt andet lige får mere vind på snuden, når man bevæger sig udenfor i Danmark, end man gør et gennemsnitligt sted i Europa.
