Lynghøjsøerne ved Svogerslev nær Roskilde er populære badesøer, men badning kan være farligt, hvis man ikke tænker sig om. (Foto: Danskebjerge.dk)

Det er sommer, folk strømmer til søer og have, og det medfører fra tid til anden ulykker.

På Roskilde-egnen har man været særligt hårdt ramt. På et år er fire unge mænd druknet i lokale grusgravssøer.

Det er selv sagt ulykkeligt, og der er god grund til at granske årsagerne til disse dødsfald.

Men i stedet for at granske har TV 2 Echo og andre valgt at fokusere på en gammel traver, nemlig myten om, at grusgravssøer er farlige, fordi vandet bliver koldt på en vis dybde. Ja, og så er det dybe søvand oven i købet grumset, som den udsendte reporter konstaterer! Uha, uha.

Se videoen her:

https://tv2.dk/echo/reel/2026-06-25-fire-unge-maend-er-druknet-i-soeerne-naer-roskilde-paa-et-aar-derfor-er-de-farlige-6399353509112

Det er bestemt ikke forkert, at vand i en badesø ofte er koldere, jo længere ned man kommer. Men hvad er pointen?

Når gennemsnitsborgeren tager ud til en sø for at bade, så opholder vedkommende sig jo ikke på 2-3 meters dybde. Nej, så svømmer man, og når man svømmer, kommer kroppen sjældent mere end en meter ned under overfladen. Man befinder sig med andre ord i det varmeste vand, der overhovedet findes på søen, og når luft- og vandtemperatur er højere end 20 grader, som den er i disse dage, så sker der stort set ingen nedkøling af kroppen, heller ikke efter en halv eller en hel time.

Det er lidt noget andet, hvis man tager ud og svømmer i badesæsonens ydermåneder, hvor lufttemperaturen måske endnu ikke har været over 20 grader, og hvor vandet derfor medfører kontinuerlig afkøling af kroppen. Afkøling kan bl.a. føre til, at man får krampe, og krampe kan gøre det sværere at svømme (men man kan altså stadig holde sig flydende i et stykke tid, hvis man har basale svømmeevner).

Der er mange søer ved Roskilde – de fleste er tidligere grusgrave, og flere af dem er indrettet til badning. (Kilde: Kortoverblik.dk)

Hvorom alting er, så er de seneste drukneulykker faktisk sket i varmt junivejr, så vandtemperaturen kan næppe have været en udløsende faktor. Jeg tror mere, det handler om fatal mangel på risikovurdering, herunder vurdering af egne evner i forhold til de givne forhold. Kådhed – måske fremmet af indtag af rusmidler – er også en sandsynlig årsag.

Og søernes dybde? Jamen, mange søer bliver jo ret hurtigt dybe. Det gælder både naturlige og kunstige søer. Men man skal altså heller ikke tage ud til en sø, hvis tanken er at stå i vand til knæet og kaste med en badebold. At bade ved en sø indebærer at svømme. Og ofte går man ikke i vandet direkte fra stranden, men via en badebro. Her er det lige så vigtigt, at man kan håndtere den skarpe overgang til “dybt” vand, som det er at orientere sig om vanddybden, hvis man laver udspring. Et hovedspring på 1 meter vand er livsfarligt.

Det havde klædt TV 2 Echo at forsyne deres indslag med lidt fakta i stedet for at bygge det op omkring en løs betragtning om slemme temperaturforskelle i grusgravssøer. At der ikke følger dokumentation med, ser jeg som et tegn på, at drukneulykker i ringe grad kan forbindes med de i indslaget anførte forhold.

Det virker mere relevant at se på faktorer som indtag af alkohol og stoffer (ca. halvdelen af alle drukneulykker i Danmark var relateret hertil i perioden 2001-2021) samt etnicitet (ca. 14% af drukneulykkerne ramte ikke-danske statsborgere i samme periode). Med øget turisme, øget indvandring og øget brug af udenlandsk arbejdskraft kan det tænkes, at sidstnævnte kategori er i stigning. Mindst én af drukneulykkerne ved Roskilde omhandlede en udlænding.

Rækken af ulykker har fået Roskilde Kommune til at indføre forskellige restriktioner i søerne. Spørgsmålet er så, om disse restriktioner er indført på baggrund af myter og mavefornemmelser, eller om der ligger en objektiv analyse til grund. Jeg håber, at det er det sidste, der er tilfældet.

Læs mit tidligere indlæg om myten om grusgravssøer her.

/Jacob