Jeg skrev forleden om fordelene ved vægttab for en motionscyklist. De var egentlig ikke så overvældende, når man alene så på farten.
Men hvad så med løbere – hvor meget hurtigere bliver løbere, når de taber sig?
Som indenfor cykling har man også indenfor løb nogle beregnere, hvor man kan plotte forskellige parametre ind. Man kan f.eks. gå ind på sitene Sporttracks eller Runbundle. Der kom jeg ret nemt frem til nedenstående tal, når man tager et løb på 5 kilometer gennemført på 20 min af en person på 86 kilo (svarende til undertegnedes vægt før den nylige kur):

Nu vidste jeg godt på forhånd, at vægt betyder en hel del for en løber. I modsætning til cykelrytteren skal løberen jo bære hele sin egen vægt, og løberen opnår ikke det samme rullende momentum, som cykelrytteren gør på sine to hjul. Alligevel finder jeg tallene ret markante. Et vægttab på 3 kilo vil alene på en 5-kilometer skaffe løberen 34-35 “gratis” sekunder. Det er ret meget, for 20 minutter på 5 km er i forvejen en skarp tid.
Det skal siges, at når man spørger ChatGPT, så er forskellen en smule mindre.
Jeg spurgte også ChatGPT om den tilsvarende forskel, når terrænet er stigende, men her fik jeg tvetydige svar (som man desværre ofte gør i denne slags sammenhænge). Jeg prøvede så med et par beregnere, bl.a. én på førnævnte Runbundle.com, men ved forskellige indtastninger forekom resultaterne inkonsistente.
Så selvom tabte kilo utvivlsomt er en fordel på bakkerne, tør jeg ikke umiddelbart sætte sekunder på. Ser man bort fra vægtaspektet, er det dog muligt at beregne tidsforskelle ved løb i forskelligt hældende terræn. Det kan du gøre på eksempelvis dette eller dette site. (Bemærk, at jeg ikke er dykket ned i den videnskabelige baggrund for applikationerne.)
/Jacob
