Så blev Danmark atter fyldt med trækfugle, der har taget rejsen fra sydligere himmelstrøg for at komme herop og yngle. Til de sidst ankomne fuglearter er nattergalen (luscinia luscinia) – uden tvivl Danmarks dygtigste sangfugl. Andre almindelige sommergæster er bogfinken, sanglærken og løvsangeren.
Med et vinterligt hjem beliggende i det sydligste Europa og Afrika er det en gevaldig distance, disse små bevingede væsner skal tilbagelægge, når foråret melder sig. Dertil kommer, at de skal henover ugæstfri områder, da der mellem Skandinavien og de tropiske og subtropiske egne som bekendt ligger nogle markante bjergkæder.
Forskning har imidlertid vist, at trækfugle er gode til at navigere uden om de værste højder. Enten flyver de delvist udenom, eller også zigzagger de sig simpelthen ind gennem bjergområderne via de dybe dale.
De fleste danske trækfugle starter i Spanien eller Nordafrika og skærer så ind over Pyrenæerne og de vestlige Alper. Nattergalen gør det anderledes. Den indleder for alvor sin rejse i Kenya i Østafrika og bevæger sig mod nord hen over lande som Egypten og Bulgarien. På den måde kommer nattergalen øst om Alperne, omend der da stadig er mindre bjerge at forcere i Østeuropa.
I fugleflugtslinje er der 6.700 kilometer fra Kenya til Danmark, så det er noget af en flyvetur.
I den kontekst er det pudsigt, at det er et dansk højdedrag, der sætter en stopper for den lille sangekvilibrists fortsatte rejse. Den nattergal, vi har i Danmark, viser sig nemlig stort set ikke i Vestjylland. Den holder sig på den østlige side af Den Jyske Højderyg.
Årsagen er dog næppe så meget terrænhøjden, som det er, at Jylland udgør nattergalens vestligste udbredelse. Den elsker at bo på Sjælland og Bornholm, men optræder også talrigt i det sydlige Sverige og det sydlige Finland.
Vesteuropæerne bliver ikke snydt for nattergalesang. Men her drejer det sig om en anden art nattergal, nemlig den, man i Danmark kalder sydlig nattergal (luscinia megarhynchos). Denne tager den mere traditionelle vej nordpå via Spanien og Frankrig.
