Der går efterhånden år imellem, at jeg cykler på åsbakken i Fruens Plantage. Og godt det samme, for med den omlægning, der er sket i skoven i de seneste år, er der ikke meget at komme efter som motionscyklist.
På et af mine sjældne besøg på den tohjulede kunne jeg forleden konstatere, at Fruens Plantage vrimler med skilte, der forbyder cykling. Det sker under overskriften “Stille område”. Jeg prøvede at køre op ad den mest cykelvenlige af stigningerne, men efter at have fuldført den krævende optur indså jeg, at det ikke var muligt at køre rundt oppe på åsen. Sidestierne var uden adgang for cyklister, så jeg måtte samme vej tilbage, som den jeg kom fra.
Sådan noget er der ikke meget ved, og det har dem, der udtænkte den cyklistfjendtlige nyindretning, selvfølgelig også været bevidste om. Når den store sti slutter blindt, og det øvrige stisystem er utilgængeligt eller vokset til, så ender cykelfolket med at blive væk.
Pudsigt nok er der langt videre rammer for ridning på åsen. Fordi hesteryttere er mere stille end cykelryttere eller hvad?
Det er ellers ikke mange år siden, at tingene forholdt sig helt omvendt i Fruens Plantage. Den skovklædte åsbakke var nærmest blevet et eldorado for mountainbiking. Ikke blot var der et omfattende stinetværk fulde af højdemeter. Der blev også opført ramper og andre faciliteter, der hører en professionel MTB-bane til. Kronen på værket var en stor stensætning nedenfor jagthytten ved åsbakkens østlige ende.
Sidstnævnte projekt var lige i overkanten efter undertegnedes mening (jf. også dette opslag).
Én ting er at udnytte de stejle skråninger til sportslige formål. Det er noget andet, når man begynder at hente store sten til stedet og nærmest bebygge det. Men det gjorde man, og det skete med Næstved Kommunes velsignelse. Lige indtil det stod klart, at det faktisk var lovstridigt at omdanne en skov til en form for cykelbane. (Et lovbrud, der siger lidt om kommunens generelle mangel på forståelse for, hvor enestående Mogenstrup Ås er som naturfænomen.)
Så fik MTB-kritikerne medvind. Især Danmarks Naturfredningsforening rasede mod cyklismen i Fruens Plantage. Og et byrådsmedlem ville ligefrem have mountainbiking forbudt i alle offentlige skove. Der fremkom også påstande om, at der nærmest var mountainbikere over det hele – hvilket ikke svarede til min erfaring, når jeg fra tid til anden var der for at gå eller løbe. Jeg så sjældent mere end en enkelt cyklist.
I al fald imødekom Næstved Kommune kritikerne og lavede en plan for, hvordan der kunne blive mere roligt i Fruens Plantage. Som jeg opfattede det dengang, ville der stadig være muligheder for de tohjulede. Men nu kan jeg så som sagt konstatere, at motionscykling er blevet temmelig uattraktivt pga. alle restriktionerne.
Faktisk står det generelt ret sløjt til, hvis man som cyklende vil prøve kræfter med de stejle skråninger på den 10 km lange Mogenstrup Ås. Der er omtrent ingen stier dedikeret til mountain- eller gravelbiking, og flere steder er der cykling forbudt på bakkerne.
Den ene yderlighed er altså blevet erstattet af den anden yderlighed. Det må man begræde, for selvom overdreven cykling kan være et problem for naturen og de gående, så er det også et problem, hvis dem, der vil dyrke motion i naturen, rammes af begrænsninger.
Og begrænsningerne ses langt fra kun på Næstved-egnen. Der er andre steder i landet, hvor motionister mødes af nye indhegninger ved skove, og hvor offentlighedens adgang reduceres i forskelligt omfang. Det ærgrer mig, for der er så meget, der taler for, at vi som danskere bør have bedre adgang til naturen, ikke dårligere. Dette gælder i allerhøjeste grad også for de områder, hvor terrænet er kuperet.
/Jacob
