I forlængelse af Danskebjerge.dk’s tema om istiden i nutiden er jeg stødt på udsagn om, at sådan noget som sten, der skubbes i land af isen, sikkert altid er forekommet. Antagelsen lyder plausibel – i særdeleshed med tanke på, at Danmark før i tiden blev ramt af vintre, der var endnu strengere end den, vi havde i de første to måneder af 2026. Men hvad ved vi konkret om det?
Jeg bladrede igennem en masse aviser for at finde gamle nyheder om emnet. (Altså, gennembladringen skete digitalt, og jeg kunne bruge søgeord, men you get my point.) Resultatet var kort fortalt, at jo, kraftige isskruninger vakte en vis opsigt før i tiden, men især én hændelse stak ud, og for at være ærlig så kendte jeg den i forvejen. Det drejer sig om Musestenen i Faxe Bugt.
Musestenen er en granitsten, der med en vægt på hele 42 ton er registeret som kæmpesten af GEUS. Den er mere end ti gange så stor som den sten, der gik i land ved Anneberg i 2026.
Indtil vinteren 1892/93 lå Musestenen et stykke ude i Faxe Bugt, men så kom isen og skubbede den ind på stranden. Ja, rejsen stoppede ikke en gang her – Musestenen fortsatte hen over en skrænt og lagde sig først til hvile oppe imellem strandskovens trækroner. Det var temmelig spektakulært, folk strømmede til, og der kom sågar en fotograf ud for at forevige fænomenet.
Østsjællands Folkeblad vurderede en uges tid efter Musestenens landgang, at over 1.000 mennesker havde været på besøg ved stedet. Avisen påpegede, at ikke kun stenens placering var iøjnefaldende. Det var også værd at studere den isskruning langs kysten, der var årsag til det hele:
“Paa en Strækning af 1/4 Mil [=1,9 km] er den skruet op til en betydelig Højde, maaske endog 50 Fod [=16 meter], og det er et betagende Syn at se de mægtige Isblokke ligge væltede omkring oppe i Skoven. (…) Man faar ligesom en lille Forestilling om, hvad det vil sige, naar Isen i Bjerglandene begynder at glide, rivende med sig alt, hvad den træffer på sin Fart.” (Østsjællands Folkeblad, 2. marts 1893)
At begivenheden var alt andet end banal, understreger artiklens forfatter ved at nævne, at Musestenen efter hans kendskab ikke havde bevæget sig i generationerne forud. Faktisk var stenen ikke færdig med at bevæge sig: Da isen efterfølgende smeltede, rullede Musestenen bagud og lagde sig til rette på stranden, hvor den har ligget lige siden.
De enorme ismasser skabt under de kolde vintre i 1800-tallets slutning var mere end blot fascinerende. De kunne også udnyttes som en slags råstof. Af isen i Faxe Bugt udskar man store blokke og transporterede dem andetsteds hen, således at man kunne bruge isen i madlavningen senere hen. Det gjorde man ikke mindst på det nærliggende Vemmetofte Kloster. Den dag i dag står der i klosterhaven et ishus, som blev brugt som lager for udhugget is fra bugten. Ishuset har tykke mure, der beskytter mod høje temperaturer, og det var ikke ualmindeligt, at man langt hen på sommeren kunne hente is i et sådant ishus.
Musestenen var ikke et engangstilfælde. 22 år tidligere kunne Fyens Stiftstidende berette om kraftige isskruninger ved Siø mellem Tåsinge og Langeland:
“Det er meget interessant at se disse Ismasser, da man derved kan faa en Ide om, hvilken overordentlig Kraft Is i stærk Drift besidder. (…) Paa forskjællige Steder er Isen skruet op i flere Alens Højde; men det Mærkeligste er dog, at Isen har flyttet meget store Sten 6 a 8 Favne ind paa Øen.”
I samme ombæring beskriver Ringkjøbing Amts Avis, hvordan den sydlige vind har skubbet is fra Ringkøbing Fjord ind mod Ringkøbing by:
“Flere af de Bygninger, der støde tæt til Fjorden, ere blevne i høi Grad udsatte for Ødelæggelse; paa Vesterstrandsbjerg har Isen endog skruet sig op over endel af Husets Tag, saa at Beboerne have været nødte til at rømme det, hvorved en stor Del af deres Bohave er bleven ødelagt.”
Havisen har selvsagt også forårsaget andre ødelæggelser, f.eks. i havne, hvor trækonstruktioner bukker under i stor stil.
Et særligt problem opstod i februar 1917, hvor Første Verdenskrig rasede.
Her kunne man læse i Frederiksborg Amts Avis, at der var hørt en række “tordenlignende” eksplosioner ude fra Øresund. Forklaringen var, at isen var kommet i karambolage med den udlagte minespærring:
“Det er de store Isblokke, som ved Sammenstød med Minerne faar dem til at eksplodere.”
I dag er det meget lang tid siden, at vi har haft søminer liggende i Øresund, og der er også gået årtier, siden Øresund og andre danske farvand sidst var totalt dækket af is. Nutidens vintre er varmere, og alt andet lige må det betyde, at færre objekter bliver påvirket af isskruninger. Omvendt er det næppe sådan, at der i gamle dage blev skubbet en masse store sten op på strandene, hver gang der var frostgrader. Intet tyder f.eks. på, at Musestenen jævnligt blev flyttet rundt, selvom Faxe Bugt formentlig ofte var isdækket.
Går man en tur langs en dansk strand i nutiden, vrimler det ikke med tonstunge sten. Og det vil være rimeligt at konkludere, at det, der er sket med stenen ved Anneberg, faktisk er meget sjældent forekommende. Det kan samtidig heller ikke udelukkes, at der engang i fortiden har ligget opskubbede sten på steder, hvor de ikke længere befinder sig. Det kan være, at isen har flyttet dem en gang til. Eller at mennesker har været på udkig efter en stor sten og betragtet én, der lå på en åben strand, som et let bytte.
Første blogindlæg om istiden i nutiden kan læses her.
/Jacob
