I beretninger fra 9. april 1940 kan man læse, at det var planen at trække danske styrker tilbage til Vejleegnen og bekæmpe den tyske fremmarch fra stillinger i de kuperede dallandskaber. Det blev ikke til noget – den spinkle danske hær gav fortabt inden da. Men hvorfor har dybe dale og stejle bakker ikke indgået oftere i krigshandlinger gennem historien, end tilfældet er? Det skænker jeg lige en overvejelse eller to i dette blogindlæg.
______________________________
Jeg har fra barnsben været fascineret af terrænets betydning i krige. Godt nok er fæstningsværker og de kampe, der er udkæmpet ved dem, meget interessante, men det er også spændende at vurdere kamphandlinger ud fra de stridende parters placering i landskabet. Ét af de klassiske eksempler, som har været dyrket meget i film og tegneserier, består i en kløft, som en gruppe soldater skal begive sig igennem, mens deres fjender – ofte indianere – samler sig oppe på klipperyggene langs kløften. Som regel kommer de, der er positioneret nede i kløften, dårligt ud af kampene. Det er alt andet lige en fordel at kunne stå oppe i terrænet og angribe nedad fremfor at stå nede og skyde op.
I verdenshistorien er der da også eksempler på, at terrænet har haft betydning for placeringen af et slag og i nogle tilfælde endda slagenes forløb. I Danmark har vi Slaget ved Dybbøl i 1864, hvor danskernes fæstning var placeret oppe på Dybbøl Banke. Herfra var der et godt overblik over landskabet og de omgivende farvande, og man var – i hvert fald på papiret – sværere at ramme for fjendtligt artilleri.
At de højtliggende forsvarsværker alligevel ikke rakte til at bremse de angribende preussere, siger lidt om, at terrænet kan trumfes af andre parametre, ikke mindst det basale militære styrkeforhold. Det ved vi også fra f.eks. D-dag i 1944, hvor det lykkedes de allierede landgangstropper at kæmpe sig op fra de nordfranske strande, selvom tyskerne havde positioneret sig i stærke stillinger højt i klinterne.
I virkeligheden har jeg måske overvurderet den militære betydning af landskabet. Over årene har jeg besøgt en del historiske slagmarker, og oftest er jeg blevet en smule skuffet. De blodige kampe har fundet sted i et terræn, der er mere fladt, end det er kuperet. Det gælder f.eks. Waterloo (slaget, der endte med Napoleons nederlag i 1815), Lund (det afgørende landslag i Den Skånske Krig 1676), Lutter am Barenberge (Christian den 4.’s katastrofale kamp nær Harzen i 1626) og Nyborg (slaget i 1659, hvor svenskerne blev slået).
Der har helt sikkert været alle mulige “gode” grunde til, at slagene skulle stå lige netop disse steder. Faktum er bare, at der i store træk aldrig opstod nogen situationer, hvor den ene kombattant har kunnet stå på en høj bakketop og skyde ned på en anden kombattant.
Så kommer vi til 9. april 1940. Tyskerne ville til Norge. Derfor havde de brug for at trænge op gennem Jylland fra syd. Hvor ville danskerne have nemmest ved at stoppe dem?
Ser man på et topografisk kort, er der næppe nogen tvivl om, at Vejle Ådal isoleret set ville være det sværeste sted at passere for en fremtrængende styrke. Dalen ligger fortrinsvis øst/vest, altså vinkelret på den retning, som tyskerne bevægede sig i. Perfekt set fra et dansk synspunkt. Dalens bund er fugtig, og dens sider stejle. En hær med tunge køretøjer og en masse materiel kunne få besvær her, hvis forsvarerne fik ødelagt veje og togspor på tværs af ådalen i god tid. Samtidig kunne de danske forsvarsstyrker skjule sig i Vejleegnens tætte skove.
Scenariet blev som bekendt ikke til virkelighed. Ganske vist havde man fra militærledelsens side opereret med en tilbagetrækning til Vejle Ådal. Betegnelsen var ”Vejleåstillingen”. Der kan godt have eksisteret mere detaljerede planer for denne, end hvad vi kender til i dag. En del dokumenter blev nemlig tilintetgjort af danskerne under invasionen. Men uanset hvad blev planerne med Vejle godt og grundigt overhalet af begivenhedernes gang.
Og der er da også en del, der taler imod lokaliteten som en central forsvarslinje.
Først og fremmest må man se Vejle Ådal i forhold til den jyske halvøs bredde. Ådalen strækker sig fra Vejle i øst og til småbyerne Egtved og Randbøldal i vest. Den er ca. 26 kilometer lang fraregnet fjorden. Det er en gevaldig dal – Danmarks dybeste! Men fra dens vestlige endepunkt er der altså yderligere et halvt hundrede kilometer ud til Vesterhavet. Her er landskabet åbent og kun svagt kuperet, og fjenden ville ikke have problemer med terrænet. Så tyskerne ville kunne suse venstre om de danske stillinger i Vejlebakkerne.
For det andet: Betragter man Jylland på den anden led, er Vejles placering heller ikke ideel. Lokaliteten ligger så langt mod nord at befæstede stillinger her ikke ville forhindre fjenden i at komme over Lillebælt til Fyn. Og samtidig ligger Vejles skråninger så langt mod syd, at de ikke kunne bruges i forsvaret af Aalborg Lufthavn, et af tyskernes hovedmål.
For det tredje: Jylland er smallere længere mod syd. Forsvarslinjen dér behøvede ikke være nær så lang for at nå ud til både øst- og vestkysten. Det gav i den kontekst mening at satse på ådalene ved Aabenraa og Haderslev fremfor den ved Vejle.
For det fjerde: Vejle Ådal ligger næsten 100 kilometer fra grænsen til Tyskland. Det er af forskellige årsager (herunder de symbolske) mere oplagt at lægge hovedkræfterne i et forsvar nogenlunde tæt på landegrænsen end ved en by, der ligger lige så nordligt som København.
Og så er der det mere overordnede argument mod Vejle Ådal som forsvarslinje: Den tyske hær var den danske overlegen på alle punkter. Uanset hvor effektivt man gravede sig ned, ville man ikke kunne forhindre fjendens fremdrift – hverken til lands, til vands eller i luften.
Ikke desto mindre blev der kæmpet den morgen i 1940. Tælles grænsegendarmer med, lød de danske tab på 16 dræbte og 21 sårede, deraf de fleste i Sønderjylland. Og nogle af disse tab skete faktisk i et kuperet område, nemlig ved Bjergskov. Det har Danskebjerge.dk før skrevet om.
/Jacob
