De fleste byer har navne. De fleste søer har navne. De fleste skove har navne.

Men hvad med Danmarks bakkelandskaber?

Jamen, nogle af dem har navne. Hovedparten har ikke! De er navnløse.

Det har bl.a. betydet, at Danskebjerge.dk i flere tilfælde selv måtte finde på passende navne, da listen over danske højdedrag blev udarbejdet for snart 20 år siden.

I alt indeholder listen 44 bakkeområder. Af dem har 17 haft etablerede navne i forvejen. Til disse 17 hører navne på bakkeområder, der kun er en mindre del af et større bakkeområde, som Danskebjerge.dk har defineret omfanget af (f.eks. Rebild Bakker, som indgår i bakkelandskabet omkring Lindenborg Ådal, og Egebjerg Bakker, der er en del af Det Sydøstfynske Højland).

Græsklædte bakketoppe i Rebild Bakker, med den omtrent lige så kuperede Rold Skov i baggrunden. Foto: Danskebjerge.dk.

Man kan så spørge, hvorfor så relativt få bakkeområder har fået et officielt navn hæftet på sig.

Ofte handler det om, at bakkerne ligger nær eller ligefrem ned til en dal og/eller noget vand. Og så er det dalen eller vandet, der har fået navn, og ikke bakkerne. Det medfører det paradoks, at det mest oplagte navn på et bakkeområde betegner et landskabselement, der ligger nede og ikke oppe.

Eksemplerne er talrige: Maglesø, Tystrup Sø, Åmosen, Furesø, Kolding Fjord, Vejle Fjord, Aabenraa Fjord, Mariager Fjord.

En anden årsag til, at bakkeområder ofte er navnløse, er, at det er de specifikke toppe, der løber med opmærksomheden. Hundreder, ja, måske tusinder af danske bakker bærer et navn, og det har givetvis bidraget til, at det omgivende geografiske område aldrig er blevet døbt. Eksempler er Frøbjerg Bavnehøj på Fyn og Kobanke på Sydsjælland.

Netop Kobanke ligger i skoven Gavevænge, og det er jo også en navngivningsmulighed, altså at opkalde et bakkeområde efter et andet område på den samme egn. Men er det ikke lidt tamt? Navnet Gavevænge rummer jo ingen referencer til stedets specielle terræn.

Alligevel er der også på Danskebjerge.dk’s egen liste nogle få eksempler på vage navne fra denne kategori, simpelthen fordi alternativerne var dårlige eller ikke-eksisterende. Det gælder for Ærø, som er en kuperet ø, hvor kun adskilte bakker har officielle stednavne, og for Nordbornholm, der i endnu højere grad går op og ned, uden at det har afstedkommet en samlebetegnelse.

Og dog!

For i 2025 kom der forslag om en række naturtiltag (såkaldte nationale signaturprojekter) forskellige steder i landet, og det ene drejede sig ifølge beskrivelsen om “Det bornholmske Højland”. Dette højland er af forslagsstillerne indtegnet på et kort (se nedenfor), og deraf kan man se, at det drejer sig om væsentlige dele af det højtbeliggende nordlige Bornholm, med Hammeren som den nordlige og Almindingen som den sydlige afgrænsning.

Bornholmskort, der viser øens højdeforhold med farver. Området, som er blevet kaldt Det bornholmske Højland, er tegnet ind med stiplet linje. Som det fremgår, er der en væsentlig del af det højtbeliggende Bornholm, som ikke er inkluderet.

Der er også bakker, som ikke er med, herunder skråningerne på hhv. vestkysten nord for Hasle og østkysten syd for Gudhjem. Dermed er nogle af Bornholms mest kendte stigninger, som bl.a. har været med i Bornholmeretapen i PostNord Danmark Rundt 2025, ikke inkluderet i forslagets version af Det bornholmske Højland. Årsagen skal formentlig findes i den kendsgerning, at disse områder er domineret af dyrkede marker og således ikke så interessante i en naturkontekst.

Men der er vel ingen, der kan have patent på en geografisk betegnelse, så hvis vi i stedet definerer Det bornholmske Højland som hele det område, der er rødt på kortet (ca. 80 moh. og derover ifølge kortet), har vi et brugbart navn. Et navn, der er mere sigende end “Nordbornholm”.

Forhold, der minder om de bornholmske, finder man på det sydlige Fyn.

På Sydfyn er der to højdedrag. Det ene er kendt som De Sydfynske Alper – et meget anvendt navn. Der er faktisk flere bakkenavne på egnen: Svanninge Bakker ligger lige øst for landsbyen Svanninge, og et nøk yderligere mod øst har vi så Svanninge Bjerge, som måske også er gangbart som betegnelse for hele bakkeområdet. For at bidrage yderligere til kompleksiteten har vi tillige navnet Fynske Alper, som vist nok er synonymt med De Sydfynske Alper, men som også kan være fristende at bruge om Vissenbjerg-området, der ligger noget nordligere.

Så har vi et bakkeområde øst for De Sydfynske Alper. Området ligger generelt højere end De Sydfynske Alper, og det fylder en hel del mere på landkortet. Alligevel har det ikke noget officielt navn. Danskebjerge.dk har for år tilbage foreslået at kalde området Det Sydøstfynske Højland. Så sent som i december 2025 oplyste en af Danskebjerge.dk’s læsere, at han benytter navnet Høje Fyn om området.

Eller hvad med Den Sydfynske Højderyg? Det navn optræder i et af de førnævnte signaturprojekter. Her bruges det dog tilsyneladende om hele bakkelandet på Sydfyn, altså både om De Sydfynske Alper og om det, som Danskebjerge.dk kalder Det Sydøstfynske Højland. Så det er selvfølgelig en udfordring: Skulle man give køb på det etablerede navn De Sydfynske Alper for at skabe en fællesbetegnelse for to bakkeområder? Jeg tvivler på, at det vil vække begejstring på Faaborg-egnen.

Samtidig må man spørge, om begrebet højderyg overhovedet er dækkende for de pågældende topografiske forhold. Ser man på et højdekort, er bakkeområdet på Sydøstfyn tydeligt adskilt fra bakkeområdet længere vestpå, og der er samtidig ikke tale om nogen langstrakt landskabsform, som man vil forvente, når betegnelsen højderyg indgår. Så alt i alt er det sydfynske navneproblem stadig ikke løst, og det er det vestfynske for så vidt heller ikke: Vi kunne godt bruge et bedre navn for det bakkeområde, som Vissenbjerg er en del af.

De røde farver repræsenterer Fyns højeste terræn og tydeliggør, at bakkelandskabet på øens sydøstlige del er det største fynske bakkelandskab. Man kan også se, at det er adskilt fra det mindre bakkelandskab ved Faaborg.

I sidste ende må man finde på noget selv. Altså benytte sig af sin ret til at kalde ting, hvad man synes de skal kaldes. Det har jeg som nævnt gjort i nogle tilfælde.

I Nordjylland er der to. Det ene selvbenævnte højdedrag har jeg kaldt Tolne-Sæby, og det andet Hirtshals-Sindal. Begge er sat sammen af to bynavne, og pointen er i begge tilfælde, at bakkeområdet befinder sig imellem de nævnte byer. Jeg vil ikke stå på mål for, at det er de bedste navne i verden, men de er i hvert fald ret objektive. De er begrundet i faktiske forhold.

Et godt stykke længere mod syd har jeg også haft opfinderhatten på. Øst for Billund ligger der nemlig et bakkeområde, som ingen åbenbart har gidet døbe, selvom de ydre karakteristika er tydelige. De typiske referencer har været navnene på et par af de bakketoppe, som ligger der, men et navn som Møllebjerg – egnens højeste punkt, 137 moh. – forekommer en smule anonymt.

Jeg har derfor valgt at kalde bakkeområdet for Lindeballe Bjerge. Lindeballe er navnet på områdets største by, og nogle af bakkerne ligger endda i en skov, der hedder Lindeballe Skov. Så det navn, jeg har fundet på, er ganske dækkende, synes jeg selv.

Men den ultimative anerkendelse vil selvfølgelig være, hvis andre begynder at bruge betegnelsen også. Den glæde har jeg endnu til gode.

På dette kort med skyggeeffekt (udarbejdet af Danskebjerge.dk ud fra data fra Kortoverblik.dk) kan man se, at Lindeballe Bjerge er et kuperet landskab, og at Lindeballe Bjerge trods nærheden til Vejle Fjord og Ådal er et selvstændigt bakkeområde.

Til sidst vil jeg lige slå fast, at der findes adskillige store danske bakkeområder, hvis navne er veletablerede og velfungerende – de behøver ingen revision. Her er fem af dem:

  • Søhøjlandet
  • Mols Bjerge
  • Høje Møn
  • Sydfynske Alper
  • Jyske Ås


/Jacob