Mads Pedersen endte med at vinde hele tre etaper og det samlede klassement i PostNord Danmark Rundt 2025. Hvem havde troet dét? Jamen, det var der temmelig mange, der havde troet! Mads Pedersen var nemlig storfavorit før løbet, og han levede i den grad op til de høje forventninger. Det var godt for ham. Og det var godt for hans mange fans. Men var det også godt for PostNord Danmark Rundt? Det spørgsmål vender jeg tilbage til om lidt. Først en evaluering af ruterne – som sædvanligt med særlig fokus på stigningerne.
Det store danske årlige etapeløb bestod igen i år af fem etaper, hvoraf én var en enkeltstartsetape, placeret i Kerteminde. Som jeg var inde på i foromtalen, var der kun udsigt til én reel sprinterafslutning i år, nemlig på 2. etape i Gladsaxe. De tre øvrige etapers ruter var så kuperede hen mod slutningen, at man måtte forvente, at vinderen skulle komme fra et soloudbrud eller en mindre gruppe. Og sådan blev det.
Sving skabte splittelse
På første etape blev det som ventet rundstrækningen med Helligpedervej (1490 meter med 5,5% i snit), som skabte de første store splittelser i feltet. Årsagen var dog ikke den hårde stigning i sig selv. Nej, årsagen til de huller, der opstod – både på første og anden runde -, var det hårnålelignende sving fra kystvejen og ind på Helligpedervej. Kystvejen er smal, svinget er snævert, og de første få meter af Helligpedervej er uhyre stejle (op til 30%, målt manuelt af Danskebjerge.dk). Så når en stor gruppe ryttere kommer susende og skal dreje, er det næsten dømt til at gå galt.
Angiveligt havde flere topryttere da også forudsagt, at der ville gå kluddermor i den i det sving. Alarmlamperne blinkede. At man fra arrangørens side alligevel fastholdt rutevalget, må betyde, at man ikke har noget imod situationer med fuldt stop, hvor mange ryttere må klikke ud af pedalerne. Man så det også i 2024-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Da var det for foden af Chr. Winthersvej i Vejle, at adskillige ryttere måtte stoppe op pga. kødannelse.
Uretfærdigt rutedesign
Min holdning er, at den slags stop for alt i verden skal undgås i cykelløb. Der kan selvfølgelig ske uforudsete ting – et træ kan falde ud over vejen og sådan noget, og så må rytterne af cyklen. Men både i Vejle og på Bornholm kendte arrangørerne risikoen på forhånd. De kunne have lagt ruten et andet sted. Det valgte de så ikke at gøre.
Problemet? Jamen, først og fremmest er det unfair, at man påfører en stor del af feltet et tidstab. Det kan være, at en rytter mister chancen for at køre med om etapesejren. Det kan også være, at en rytter med klassementsambitioner må opgive sit mål, fordi han taber for meget tid til de konkurrenter, der kommer mere smertefrit gennem Helligpedervej-svinget. Fair? Nej.
Selvfølgelig kan man hævde, at en rytter, der bliver fanget bag et split, bare skulle have været længere fremme i feltet. Men alle kan nu en gang ikke være forrest på en og samme tid.
Spænding i Rønne
En af dem, der blev fanget i kaosset på Bornholm, var hjemmebaneyndlingen Magnus Cort. Han udtalte bagefter kritik af situationen på Helligpedervej. At det kommer fra ham, siger en hel del.
Anyway, hvad angår kampen om etapesejren, kan man ikke udelukke, at de sidste kilometer af bornholmeretapen havde forløbet på samme måde, hvis der ikke var opstået kaos ved Helligpedervej. Og her kan man sådan set ikke klage. Der var god spænding på de sidste 10-20 kilometer og frem til opløbet. Men jeg vil afgjort mene, at man kunne have fået et lige så godt eller bedre cykelløb ud af det, hvis man havde designet ruten anderledes.
Uundgåelig sprinterafslutning
Fra en rute, jeg har mange meninger om, til en rute, jeg har få meninger om: Ruten på anden etape mellem Rødovre og Gladsaxe. Den var omtrent så kuperet, som man kan lave den på de kanter. Bl.a. var “bakkebyerne” Veksø og Ganløse med. Den valgte ruteføring resulterede i 750 højdemeter på den 111 kilometer lange strækning, svarende til 6,8 højdemeter pr. kilometer. Det er lidt over gennemsnittet for en typisk dansk cykeltur. Samtidig er det ikke i nærheden af at drille professionelle cykelryttere. Mindst 9 ud af 10 gange vil et løb på en sådan rute ende med en samlet spurt til sidst. Og sådan blev det da også i år. Jeg tror, at man som minimum skal have stigningen Sjælsøvej-Høsterkøbvej med for at kunne bryde traditionen med sprinterafslutninger i Københavnsområdet. De fleste andre stigninger i området har en højdeforskel på under 25 meter, og det er simpelthen for lidt.
Men behovet for ændringer her er ikke det mest påtrængende. PostNord Danmark Rundt er et løb, hvor der altid har været mindst én etape dedikeret til sprinterne. Og det giver god mening at bruge det ret så flade hovedstadsterræn til formålet.
Hurtig tidskørsel på Fyn
Fladt er der også omkring Kerteminde, og det var her, at årets enkeltstart fandt sted. Fra Kerteminde gik ruten nordpå til et område, der er uden større højdeforskelle. Der var en enkelt knold på ca. 20 højdemeter, men dens rolle er næppe stor, når rytterne hamrer derudaf med over 50 km/t i snit.
En alternativ rute med lidt flere muligheder kunne bestå i en tur rundt om Kerteminde Fjord. Her ville der bl.a. være mulighed for at indlægge flere bakker. Og nærheden til vandet ville tage sig godt ud på tv. Men formentlig ville en sådan rute samtidig være problematisk i praktisk henseende, fordi den ville blokere for væsentlige dele af den nordøstfynske trafik.
Kuperede afslutningsetaper
Efter enkeltstarten resterede to linjeløbsetaper, og de var begge krævende. Fjerde etape til Vejle havde 9,3 højdemeter pr. kilometer, mens femte etape til Silkeborg havde 10,2 højdemeter pr. kilometer. Begge tal er meget store efter dansk målestok. Vejle-etapen må dog siges at være den hårdeste af de to. Den var nemlig hele 227 kilometer lang, mens Silkeborg-etapen var på mere beskedne 157 kilometer. Som ventet udmøntede forskellen sig i, at der var stor spredning på resultatlisten efter Vejle-etapen (f.eks. 2:59 mellem nr. 1 og nr. 20), hvorimod rytterne kom mere samlet til mål i Silkeborg (0:22 mellem nr. 1 og nr. 20).
Vejle-etapen, der som sædvanlig også var etapeløbets kongeetape, begyndte i det sydfynske bakkelandskab og bevægede sig derpå op langs den fynske vestkyst. Den bakkerige begyndelse var festlig, men havde selv sagt ingen sportslig betydning ud over at skabe grobund for et nogenlunde stærkt udbrud. Jeg havde så en teoretisk forhåbning om, at den ganske skarpe sidevind på Vestfyn (5-6 m/s) kunne bruges til angreb, men i praksis var det alligevel svært at forestille sig: Det hold, der havde bedst kapacitet til at lancere sådan et sidevindsangreb, var Lidl-Trek, og de behøvede ikke at tage et sådant initiativ, da de forventede at kunne afgøre tingene i bakkerne omkring Vejle. Og sådan blev det.
Afgørelse næsten uden Kiddesvej
Allerede på stigningen Højen Skovvej (fra øst) med 60 kilometer til mål satte Mads Pedersen turboen på efter en hård føring af holdkammerat Albert Withen Philipsen. På de efterfølgende mange kilometer havde han en anden rytter med sig, men første gang op ad Kiddesvej blev Mads Würtz Schmidt sat af – måske ikke pga. et angreb fra Pedersen, men mere fordi Pedersens tempo generelt bare var højt. Herfra var rundstrækningen reelt ikke i spil, når det gjaldt kampen om etapesejren, og det er måske her, man kan sætte et lille minus ud for årets kongeetape. Meningen med rundstrækningen i Vejle er i bund og grund, at det er her, det største drama skal udspille sig, og det skete ikke. Det talstærke publikum kunne hylde Mads Pedersen og selvfølgelig også klappe af forfølgerne (hvoraf de nærmeste faktisk på et tidspunkt befandt sig ved bunden af Kiddesvej, mens Mads Pedersen kun var halvvejs oppe ad den), men en klassisk Vejle-duel på stejl asfalt fik man ikke at se.
Spørgsmålet er, om de hårde 50 kilometer før rundstrækningen egentlig gavnede etapen. Hvis terrænet havde været nemmere, ville de afgørende angreb måske først være sket inde på rundstrækningen, og så havde folk fået mere af det, de var kommet for at se. Det er selvfølgelig noget, der er nemmere at sige i bagklogskabens lys. Arrangørerne kender ikke startlisten, når de planlægger løbet, og i dette tilfælde har de ikke kunnet vide, at Lidl-Trek ville stille med et hold, der var lysår stærkere end alle de andre.
Jeg skal huske at sige, at det bestemt også havde værdi at se Mads Pedersen dominere på den måde, han gjorde. Men betragtet fra en løbssynsvinkel var det ikke det optimale scenarie. Også fordi det definitivt tog spændingen ud af klassementet før femte og sidste etape.
“Oversete” bakker i Søhøjlandet
Etapen fra Hobro til Silkeborg havde flere af Danmarks bedste bakker med. Den eneste, der fik reel betydning (når vi ser bort fra kampen om bakketrøjen), var den på Hvinningdalvej i Silkeborg – opløbsbakken.
Problemet her er det klassiske: Når først udbruddet er etableret (og det sker næsten altid tidligt på etaperne i PostNord Danmark Rundt), så har terrænet frem mod målbyen sjældent nogen stor indflydelse. Tendensen forstærkes, når den førende rytter er så meget i kontrol, at ingen andre hold kan gøre sig forhåbninger om at ryste ham. Højdemeterne er ganske vist en faktor – jo flere, desto mere udmattende -, men på femte etape var der fra løbsstart kun 138 kilometer til den afsluttende rundstrækning, så det har ikke tæret voldsomt på feltet.
God dynamik med ændret rundstrækning
Rundstrækningen med Hvinningdalvej (1000 meter med 5,7% i snit) har været brugt før i PostNord Danmark Rundt. Men denne gang lå målstregen kun få hundrede meter fra toppen af bakken i stedet for efter en nedkørsel. Det ændrede dynamikken en del. Det øgede bakkens betydning i kampen for sejren og svækkede – i al fald på papiret – sprinterholdenes greb om afslutningen.
Men nu var årets PostNord Danmark Rundt jo fattigt på stærke sprinterhold. Allround-mandskabet Lidl-Trek sad på tronen, og allerede på næstsidste tur op ad Hvinningdalvej satte de hovedparten af feltet til vægs. En runde senere kunne Mads Pedersen tillade sig at foretage et forgæves fremstød på selve stigningen. Kort efter sejrede han i gruppens spurt.
Jeg kan godt lide idéen om at trække målstregen bagud og nærmere mod stigningens top. Det åbner for en vifte af forskellige scenarier, og det var spændende at følge Mads Pedersen-gruppen på de sidste to kilometer af etapen. Hvordan tingene vil forløbe, hvis et større samlet felt ankommer til opløbsbakken, må vi vente til en anden gang med at se.
Glimrende rutedesign – men …
Overordnet set synes jeg rigtig godt om ruterne i årets PostNord Danmark Rundt. Etaperne til hhv. Rønne, Vejle og Silkeborg havde nogle hårde afslutninger, som gjorde, at man sad og var spændt på, hvordan begivenhederne ville udspille sig. Det var bestemt en fin udgave af PostNord Danmark Rundt for de af os, der fortsat oplever et behov for at minde folk om, at etapeløbet er alt andet end fladt og sprintervenligt. Vi fik samlet set én sprintersejr, én sejr vundet med et soloudbrud og to sejre vundet via en spurt i en lille gruppe. På den måde var det glimrende cykelløb.
Minusset var så startlisten. Efter PostNord Danmark Rundt-standarder var årets felt særdeles stærkt, men styrken lå primært hos Lidl-Trek. Denne overlegenhed gjorde, at Lidl-Trek kunne kontrollere begivenhedernes gang, og de få gange, hvor Mads Pedersen – feltets suverænt stærkeste ryttere – var en smule på bagkant, havde han holdkammerater til at rette op på det. Lidl-Trek-rytterne var så ferme til at leve op til forventningerne, at det hele blev en smule for forudsigeligt. En forudsigelighed, som vi også oplevede i 2023, hvor Lidl-Trek på ny var suveræne, samt i 2021, hvor Remco Evenepoel tog til Vejle og overhalede de fleste med en omgang.
Som en bekendt sagde til mig efter årets fjerde etape: Man burde næsten have ringet til Lidl-Trek og bedt dem stille med deres andethold!
For meget Mickey Mouse
En anden ting, der trækker ned ved årets PostNord Danmark Rundt, og som man bør lære af, var den tidligere nævnte fadæse på Bornholm, hvor feltet knækkede midt over som følge af et skarpt sving i bunden af Helligpedervej. Arrangørerne bør simpelthen være mere bevidst om at undgå den slags situationer. Potentielt kan det få afgørende betydning for topplaceringerne i løbet.
Noget tyder dog på, at man i DCU har en forkærlighed for fjollede hændelser. Hele to gange har Kammerslusen i Sydvestjylland været med i etapeløbet. Det affødte trafikpropper og kritik i 2016 såvel som i 2011.
Indenfor golf har man udtrykket Mickey Mouse-baner. Udtrykket bruges nedsættende om golfbaner, der har et lige lovligt fjollet design og med træk, der minder om en minigolfbane. Jeg synes tilsvarende, at man ser ruter i cykelløb med Mickey Mouse-træk. Den bagvedliggende tanke er tydeligvis at få skabt noget drama, men drama på bekostning af fairness og professionalisme bryder jeg mig ikke om.
To gange hyldest af danske cykelstjerner
Dette irritationsmoment og forudsigeligheden i etaperesultaterne opvejes dog af flere gode ting i 2025-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Herunder vejret, som vel ikke kan blive bedre. Det sensommerlige Danmark tog sig vidunderligt ud på helikopterbillederne.
Og så fik vi ikke bare verdens p.t. næstbedste cykelrytter at se på hans danske hjemmebane, men også en anden stor dansk stjerne, Jakob Fuglsang, for hvem femte etape til hjembyen Silkeborg var det sidste profløb i en lang karriere. Tænk engang: Undertegnede har stået i Vejle og set ham kæmpe sig op ad Kiddesvej for 20 år siden. Dengang havde han endnu sin første professionelle landevejssejr til gode. Men han fik adskillige senere hen – bl.a. vandt han PostNord Danmark Rundt hele tre gange. Det samme antal, som Mads Pedersen nu er oppe på.
/Jacob
