Hvis nu vi ikke havde tabt i krig til de dér enerverende svenskere, så havde Skåne, Halland og Blekinge stadig være danske, og så kunne Danmark have pralet af at være i besiddelse af de store åse, som vi i stedet må betegne som sydsvenske.
Af disse sydsvenske åse er Söderåsen den næststørste, mens Hallandsåsen er den største. Størst vil her især sige både i areal og i højde, omend Söderåsens højeste punkt kun er 14 meter lavere end Hallandsåsens højeste punkt.
Jeg har været på Hallandsåsen mange gange, men jeg har – indtil denne sommer – aldrig været på Högalteknall, åsens højeste punkt, 226 meter over havet. Mit fravær skyldes flere ting, herunder en viden om, at stedet ikke er særligt spektakulært i sig selv. Alligevel føler jeg som bakkeentusiast, at man bør besøge en egns toppunkt for rigtigt at kunne sige, at man har været på den egn.
Så jeg slog Högalteknall op på Google Maps og drog afsted for at lokalisere det, så godt det nu lod sig gøre.
Indledningsvis missede vi dog en grusvej til højre fra Lungarovägen. I stedet tog vi den næste. Den så lovende ud: Högalteknallsvägen, stod der på skiltet. Vi kørte godt deropad, vejen fladede lidt ud som ventet, vi fik øje på en mast – det lignede noget af det, vi var på udkig efter, men nej, Google Maps fastholdt, at denne vej ikke ville føre til Högalteknall, og der var heller ingen smutveje derover til. Så efter at have gjort holdt nær føromtalte mast, drukket medbragte kaffe og fundet nogle ganske få blåbær (først i juli er blåbærsæsonen endnu kun i sin vorden), kørte vi ned ad samme vej, vi var kommet. Nu var vi tilbage på sporet – Google Maps’ spor altså.
Imidlertid var den “rigtige” grusvej spærret af en bom. Vi så ingen anden løsning end at parkere bilen og vandre mod målet. En krævende metode. Især den nederste kilometer er hård med en højdeforskel på hele 114 højdemeter.
Men solen skinnede, og vi nærmede os målet. Vi fik gået forkert en enkelt gang, men nu var vi så tæt på det angivne punkt, at vi ikke frygtede en omvej på et par hundrede meter. Men hvor var selve Högalteknall så? Ifølge topografiske kort skulle punktet ligge på en top, men der var ingen specielt iøjnefaldende toppe at se nær Google Maps-markøren.
Landskabet? Jamen, det er et fint landskab. Ingen huse i miles omkreds, enkelte grusveje og så ellers en masse skov. Visse steder – bl.a. omkring det sted, vi nu befandt os – havde der været fældet en del træer, så terrænet var for så vidt åbent, men smukke udsigter var det alligevel småt med. Ligesom bl.a. Söderåsen har Hallandsåsen et plateau øverst, hvilket gør, at man på midten af åsen ikke føler sig højt hævet over omgivelserne. Samtidig er der så meget bevoksning, at den flig af udsigt til det omgivende fladland, der måtte være, bliver skjult.
Hallandsåsens skove er naturmæssigt ikke voldsomt spændende, sådan generelt betragtet. Det er produktionsskov, som vi også kender det fra mange steder i Danmark. Så meget desto mere ærgerligt er det, at den skærmer for udsigterne.
Men i det fremragende sommervejr, som vi var begunstiget af ved vores besøg på åsen, skulle man nu være et skarn, hvis man brokkede sig. Og jeg tog det også med et smil, da jeg efter et par afstikkere til et par mindre knolde konkluderede, at jeg nok ikke havde lokaliseret Högalteknall trods dobbelttjek af den udstukne lokalitet på Google Maps.
Nedad til bilen gik det og herfra videre til nogle af de andre karakteristiske steder på Hallandsåsen.
Ved hjemkomst ville jeg have mysteriet opklaret: Hvorfor fandt jeg ikke åsens højeste punkt?
Da opdagede jeg, at der på Google Maps var en anden markør, der viste Högalteknall. Det sted befandt sig længere mod øst. Og tæt på, hvor vi havde gjort holdt og spist blåbær! Faktisk havde vi opholdt os blot 200 meter fra Högalteknall. Så hvis man ser bort fra naturoplevelsen og den gode motion, havde hele gåturen fra vejen med bommen været forgæves.
Set i bakspejlet skulle vi selvfølgelig have kigget mere på det statiske topografiske kort end på Google Maps. Men det er jo som regel noget sikrere at vælge det første det bedste hit i en kort-app end at navigere ud fra egne beregninger og antagelser. Bare ikke denne gang!
En trøst er, at man alligevel ikke kan komme ind til selve toppunktet på Hallandsåsen. Stedet ligger nemlig bag et hegn. Der er en mast på selve toppen, og af sikkerhedsmæssige årsager er den afskærmet fra offentligheden.
