Stavnshøj syd for Gisselfeld åbenbarer en stor gravhøj, når bladene er faldet af træerne.


Mørk er november, og løvfaldet slut.

Sådan lyder det i første linje af en kendt efterårssalme, og på sådan en gråvejrsdag som i dag, kan man jo kun nikke genkendende til budskabet.

Men der er ét lyspunkt – bogstavelig talt – i alt dette. Nemlig at der med løvfaldet bliver indsigt til mange af de landskabsformer og fortidsminder, der fra maj til oktober ligger skjult bag alle de bladrige træer.

På billedet er det den op til syv meter høje Stavnshøj, beliggende på en skråning syd for Gisselfeld på Sydsjælland. Om sommeren er det bare en grøn plantage, men her i den kolde periode af året kan man tydeligt se, at stedet gemmer på en stor oldtidsgrav. Udtrykket er dystert, men er det ikke også netop en dysterhed, der hører sig til, når man står ved et dødsmonument for en ukendt høvding, der levede for hundrede generationer siden…?